Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Mit Lederne

Nyheder

Der må ikke herske tvivl om, hvem der er leder

29. maj 2015

Lederen skal tage sit lederskab tilbage, når den (lidt for) initiativrige medarbejder udfordrer det.

I sidste uges ledelsesdilemma, der har ligget til afstemning på business.dk, oplever en sekretariatschef, at en af medarbejderne i lidt for høj grad tager lederkasketten på i teamarbejdet.

Ingen skal være i tvivl om, hvem der er leder. Og alle i teamet skal være klar over, hvilke beslutninger, det er op til lederen at træffe, og hvilke beslutninger, som teamet selv kan træffe.

Flemming Andersen, ledelsesrådgiver hos Lederne

Medarbejderen besidder en naturlig autoritet, hun har et stort drive og tager gerne initiativer og træffer beslutninger på teamets vegne. Ledelsesrådgiver Flemming Andersen fra Lederne råder chefen i dilemmaet til at slå fast, hvem der er leder:

- En medarbejder skal ikke træde ind i lederens beslutningsfelt. Selvom Astrid i dilemmaet ikke selv tænker over det, kan hun komme til at træffe forkerte beslutninger, fordi hun simpelthen ikke har det forkromede overblik og kender helheden – for eksempel bestyrelsens og topledelsens agenda, siger Flemming Andersen.

Det kan være en balancegang at tage lederskabet tilbage uden at fratage medarbejderen sin motivation og arbejdsglæde. Derfor fraråder Flemming Andersen en konfronterende tilgang til Astrid:

- Man risikerer at miste en rigtig god medarbejder, hvis man formulerer sig for firkantet. Jeg ville tage en snak med Astrid, hvor jeg får hende til at forstå, at jeg anerkender hendes drive og resultater, men at der er beslutninger, som ligger uden for hendes faglige felt, siger Flemming Andersen. 

Ledelsesrådgiveren anbefaler altså løsning nr. tre.

- Der er ingen tvivl om, at Astrid er en god medarbejder at have på holdet, og det skal hun have at vide. Initiativ og handlekraft skal anerkendes. Men der er to ting, der skal ligge fast: Ingen skal være i tvivl om, hvem der er leder. Og alle i teamet skal være klar over, hvilke beslutninger, det er op til lederen at træffe, og hvilke beslutninger, som teamet selv kan træffe, siger Flemming Andersen.