God idé at overføre ferie
Den nye ferielov træder i kraft 1. september i år, men indtil da er vi i en såkaldt overgangsordning, og det er den, der kan få betydning for din ferie i år.
Grunden til at du har mindre ferie i 2020, er, at du i 2019 kun optjente ferie i 8 måneder frem til overgangsordningen trådte i kraft. Helt konkret har du optjent 16,64 feriedage til afholdelse fra 1. maj 2020 og frem til den 31. august 2020, og det rækker kun til godt tre ugers ferie. Derfor kommer advokat Rikke Agervig Helles med en opfordring:
- Overvejer du at holde fri i dagene op til påske, kan det være, at du skal tænke en ekstra gang over det. Ferieloven giver dig nemlig mulighed for at overføre ubrugt ferie til det meget korte ferieår i 2020. Du kan med andre ord aftale med din arbejdsgiver, at du overfører din resterende ferie og dermed får mulighed for fx at holde en lang sommerferie eller holde efterårsferie.
Du skal dog være opmærksom på, at ferieloven kun giver mulighed for at overføre ubrugt ferie udover 4 uger. Det er altså din femte ferieuge, du kan overføre helt eller delvist til brug i det nye ferieår efter 1. maj 2020.
Læs mere om reglerne for overførsel af ferie
Vær ekstra opmærksom på den nye ferielov, hvis du har haft begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet i 2019. Det kan være, at du er nyuddannet eller kommer tilbage fra barsel eller ledighed. I disse situationer kan der gælde særregler for dig i forbindelse med overgangen til den nye ferielov. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, bør du kontakte os og få hjælp.