Danmark kommer til at mangle op mod 85.000 faglærte

22. januar 2018

Danmark risikerer i år 2025 at mangle 85.000 faglærte. Det viser tal fra Danmarks Vækstråd/DREAM. Hos Lederne betegner direktør Henrik Bach Mortensen tallet som ”foruroligende højt”.

- Man skal huske, at antallet af danskere i job allerede er tæt på et historisk højdepunkt. I oktober var antallet af lønmodtagere kun 10.000 under det højeste antal nogensinde. Derfor er der ikke en masse ledige at tage af, siger han.

Selv med en målrettet indsat for at få flere unge ind på erhvervsskolerne, vil der stadig gå flere år, før udbuddet af faglærte vokser, siger Henrik Bach Mortensen.

Det er en hasteopgave at få justeret reglerne, hvis vi skal holde gang i opsvinget

Direktør hos Lederne Henrik Bach Mortensen

- Det kan vi ikke vente på. Derfor er det helt nødvendigt, at vi gør det lettere for folk fra lande uden for EU at arbejde i Danmark, tilføjer han.

En af de hindringer, folk fra såkaldt tredjelande møder, hvis de vil have job i Danmark, er den såkaldte beløbsgrænse. Den indebærer, at folk fra lande uden for EU kun kan arbejde her, hvis de er uddannet til mindst bachelorniveau inden for udvalgte fag, eller hvis de finder et job med løn på mindst 420.000 kr. om året.

LÆS OGSÅ: Mangel på arbejdskraft skal på dagsordenen i kommunerne

- Grænsen bør sættes ned til 325.000 kr. Det giver samfundsøkonomisk mening. Allerede ved lønindkomster på omkring 200.000-300.000 kr. om året bidrager beskæftigede indvandrere positivt til de offentlige finanser, viser tal fra Finansministeriet, siger Henrik Bach Mortensen.

En lavere beløbsgrænse gør det dog ikke alene. Den såkaldte positivliste bør også udvides, mener Lederne. Positivlisten er en liste over erhverv, hvor der er mangel på højt kvalificeret arbejdskraft i Danmark. Alle stillinger på listen forudsætter en uddannelse på bachelorniveau eller højere.

LÆS OGSÅ: Trepartsaftale giver et klogere arbejdsmarked

- Men i virkelighedens verden er det ikke kun mennesker med en akademisk uddannelse, Danmark mangler. Derfor skal listen også omfatte faglærte, siger Henrik Bach Mortensen. 

Lederne foreslår også at genindføre Green Card-ordningen i en forbedret udgave, så faglærte kan tjene point til at opnå arbejds- og opholdstilladelse.

- Med de tre ændringer håber vi, at flere faglærte vil søge mod Danmark fra lande uden for EU. Det er en hasteopgave at få justeret reglerne, hvis vi skal holde gang i opsvinget. Ifølge vismændene er mangel på arbejdskraft en af de største udfordringer for dansk økonomi. Som vismændene påpeger, så bliver situationen kun vanskeligere af, at landene omkring os også er inde i et opsving og derfor har brug for mere arbejdskraft, siger Henrik Bach Mortensen.