Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Dårlig evaluering giver mulighed for at træde i karakter

16. marts 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA:
Lederen, der får en dårlig evaluering af sit team, gør klogt i at undertrykke sine umiddelbare følelser af skuffelse og vrede.

Det er menneskeligt at blive skuffet og vred, når man bliver konfronteret med resultatet af en trivselsundersøgelse, hvor medarbejderne kritiserer ens ledelsesevner. Men det er vigtigt at tage medarbejderne alvorligt, hvis man vil videre med samarbejdet og ledelsesarbejdet, mener ledelsesrådgiver Henning Korsbæk Frandsen, Lederne.

LÆS DILEMMAET: Når dit team giver dig dumpekarakter

I sidste uges dilemma, der har været til afstemning på business.dk, fik chefjuristen Mads resultatet af en trivselsundersøgelse og måtte sande, at hans team havde placeret Mads som en af de dårligst ratede ledere i hele virksomheden.

Hvis man beder medarbejderne om at svare, skal man som leder være klar til at håndtere de svar, man får. Mads’ team vil nøje vurdere Mads’ vilje og evne til at anvende resultatet på bedste måde

Henning Korsbæk Frandsen, ledelsesrådgiver hos Lederne

- Hvis man beder medarbejderne om at svare, skal man som leder være klar til at håndtere de svar, man får. Mads’ team vil nøje vurdere Mads’ vilje og evne til at anvende resultatet på bedste måde. Så hele øvelsen går nu ud på, hvordan Mads møder de mennesker, der har givet ham kritik, siger Henning Korsbæk Frandsen.

Derfor skal skuffelsen og det ramponerede selvbillede pakkes væk. I stedet skal Mads mønstre en oprigtig vilje til at gøre samarbejdet bedre. Henning Korsbæk Frandsen mener, at Mads faktisk bør være taknemmelig for medarbejdernes ærlighed, fordi det giver ham en chance for at træde i karakter:

Mads skal hurtigst muligt holde et teammøde. På mødet vil Mads sandsynligvis møde korslagte arme, indtil han får overbevist teamet om, at han er reelt interesseret i at finde løsninger

Henning Korsbæk Frandsen, ledelsesrådgiver hos Lederne

- Mads skal hurtigst muligt holde et teammøde. På mødet vil Mads sandsynligvis møde korslagte arme, indtil han får overbevist teamet om, at han er reelt interesseret i at finde løsninger. Mads vil blive vurderet på, om mødet er en skinmanøvre eller udtryk for oprigtig interesse, siger Henning Korsbæk Frandsen.

Ledelsesrådgiveren forklarer, at hvis lederen tackler situationen rationelt og i samarbejde med medarbejderne søger indsigt og forståelse i besvarelserne, kan evalueringen blive et vendepunkt for samarbejdet.

- Mads har fået en gylden mulighed for at træde i karakter som leder. Det er vigtigt, at han er bevidst om, at måden han møder og løser denne udfordring, bliver fundamentet for, hvordan han fremover kan udfylde sin ledergerning.

Ledelsesrådgiveren anbefaler løsning nummer to. Mads bør kvittere for teamets ærlighed ved at være lige så oprigtig i sit ønske om at finde nye veje til et godt samarbejde. Det vil ikke bare medføre øget tilfredshed – Mads vil også vinde teamets respekt.