Coronakrisen har ført 100.000 ledige med sig

Ledigheden stiger og ventes også at stige de kommende måneder. Derfor bør hensyn til vækst og beskæftigelse veje tungt i næste fase af genåbningen.

04. maj 2020

Dagens analyse af dansk økonomi Niklas Praefke

1. maj tog ledigheden en nyt hop, så flere end 100.000 personer nu har mistet jobbet siden coronakrisens start. Det er ganske markante tal og et vidnesbyrd om, at vi står i en meget alvorlig situation.

 

Men selvom flere melder sig ledige, og ledighedskøen vokser, så ser vi heldigvis stadig, at folk også bevæger sig den anden vej og træder ud af ledighedskøen. Siden 9. marts har omkring 50.000 personer forladt ledighedskøen. De er for eksempel kommet i job, er startet på uddannelse eller er gået på barsel. Hvis man trækker dem fra de 100.000, er ledighedskøen vokset med knap 50.000 personer netto.

 

Det er trods alt et lyspunkt, selvom vi må forvente, at ledighedskøen vil vokse de kommende måneder. Det vil den fordi, mange af dem, der har meldt sig ledige den 1. maj, formentlig er blevet afskediget ved udgangen af marts, da krisen ramte. På grund af deres opsigelsesvarsel er de først registreret som ledige nu. Derfor kan vi se frem til nye bølger af stigende ledighed ved starten af de kommende måneder.

 

Det er særligt funktionærer, som er omfattet af længere opsigelsesvarsel. Ifølge funktionærloven har man en måneds opsigelse til udgangen af en måned, hvis man været ansat mindre end et halvt år, og tre måneders opsigelse, hvis man har været ansat mellem ½ år og 3 år. Og herefter stiger opsigelsesvarslet op til seks måneder efter ni års ansættelse.

 

Tidligere undersøgelser har vist, at to ud af tre på arbejdsmarkedet er funktionærer, og dermed kan den stigning, vi har set i ledigheden indtil nu, blot være en forsmag på, hvad der venter.

 

Dertil kommer, at 150.000 personer er hjemsendt med lønkompensation, fordi der ikke er nok arbejde til dem på deres arbejdsplads. Hvis situationen ikke ændrer sig, så risikerer mange af dem at få en fyreseddel den 8. juli, hvor ordningen står til at udløbe.

 

Netop lønkompensationsordningen gør det mere attraktivt at beholde timelønnede medarbejdere end funktionærer, da staten yder større kompensation for de timelønnede medarbejdere end for andre. For timelønnede udgør kompensationen 90 pct. af lønnen mod 75 pct. for alle andre - dog begge op til maksimalt 30.000 kr. pr. måned.

 

Forskelsbehandlingen er en uheldig skævvridning i en situation, hvor krisen har bidt sig mere fast, og vi nu kan forvente, at flere funktionærer mister jobbet. Derfor bør kompensationsgraden for både timelønnede og funktionærer være 90 pct., så alle medarbejdergrupper behandles ens.

 

Økonomisk ekspertgruppe skal rådgive om genåbning af Danmark

Næste fase i genåbningen af samfundet kan dog være med til at dæmme op for den stigende ledighed. Næste fase kommer selvfølgelig til at være bestemt af, hvad der først og fremmest er sundhedsmæssigt forsvarligt. Men derefter er det altså vigtigt at prioritere ud fra, hvad der vil gavne væksten og beskæftigelsen mest.

 

Derfor er det glædeligt, at regeringen i weekenden har nedsat en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, som skal komme med sin vurdering af næste fase af genåbningen.

 

Her spiller flere faktorer ind. Fx er flere erhverv, såsom restauranter, ved at gå ind i deres højsæson. Det taler for, at restauranter bør genåbnes snart. Så er spørgsmålet blot, om folk vil gå på restaurant i disse tider.

 

Derudover skal der også tages hensyn til, hvor stor betydning, et givet erhverv har for andre dele af erhvervslivet. Fx vil en nedlukning af underleverandører til industrien have negative afledte effekter på andre erhverv og derfor påvirke andre dele af økonomien mere, end lukkede restauranter for eksempel gør.

 

Det er altså en afvejning af flere forskellige faktorer, når næste fase af genåbningen skal besluttes.

 

Kontaktoplysninger

nip
Niklas Praefke
Cheføkonom
Telefon: 2428 2452
Mail: nip@lho.dk
Morten_Bonde_Pedersen_mini_1
Morten Bonde Pedersen

Pressekonsulent
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lho.dk