Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Bryd tabu om stress gennem åbenhed og tillid

30. november 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Når ledere er åbne om stress, gavner det dialogen med arbejdspladsen og giver hele organisationen mulighed for at blive klogere.

I sidste uges dilemma på Business.dk var teamchefen Troels i tvivl om, han skulle fortælle sin chef og kollegaer om sin stresstilstand. Troels har fået stillet en forfremmelse i udsigt og er derfor bange for, at den kan være i fare, hvis chefen ved, at han er gået ned med stress.

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen forstår godt Troels’ bekymring, men påpeger, at der er mange gode grunde til at være åben omkring, at man er gået ned med helbredsskadende stress.

- Alt peger på, at jo tidligere man får gang i en god dialog med arbejdspladsen, jo bedre og hurtigere kommer man igennem et forløb med stress. Samtidig kan man som leder være med til at bryde et tabu om stress ved at gå foran og udvise åbenhed. Men i sidste ende er det naturligvis en personlig beslutning, hvor mange man har lyst til at involvere, siger Lars Andersen.

Det er ikke nok, at virksomheder skriver i deres arbejdsmiljøpolitik, at ”her taler vi åbent om stress”. Tillid er noget, som man skal gøre sig fortjent til, og åbenheden og tilliden skal leve i virksomhedens kultur

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen

LÆS OGSÅ: God ledelse mindsker stress 

Han peger på løsningsmulighed nummer 3 og forklarer, at åbenhed både er godt for den ramte men også kan gavne hele organisationen.

- Når Troels er åben om sin stresstilstand, kan arbejdspladsen lære af den konkrete situation. Det betyder, at de i fremtiden kan blive bedre til at forebygge, at travlhed udvikler sig til helbredsskadende stress. Samtidig kan de forbedre deres måde at håndtere det på, hvis det alligevel går galt, siger Lars Andersen.

Han understreger, at de fleste menneskers åbenhed forudsættes af, at der er en god og tillidsskabende kultur på arbejdspladsen.

- Det er ikke nok, at virksomheder skriver i deres arbejdsmiljøpolitik, at ”her taler vi åbent om stress”. Tillid er noget, som man skal gøre sig fortjent til, og åbenheden og tilliden skal leve i virksomhedens kultur, fastslår Lars Andersen.