Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Brug for ny viden om offentlige lederes udfordringer

29. maj 2017

Der er brug for mere viden om de særlige udfordringer, som lederne i den offentlige sektor har, og der er i høj grad brug for at formuleret nogle klare bud på, hvordan man kan styrke kvaliteten af ledelsen i det offentlige. Det fastslår formanden for Lederne Svend Askær i anledning af en ny undersøgelse fra regeringens ledelseskommission.

Ledelseskommissionen har netop sat gang i en stor spørgeskemaundersøgelse blandt offentlige ledere, og målet er, at kommissionen på Folkemødet på Bornholm i juni kan præsentere de første resultater fra undersøgelsen.

DEL dine erfaringer med ledelseskommisionen

- Beslutningen om at nedsætte en ledelseskommission er sund fornuft, og jeg har stor ros til overs for den brede sammensætning, som kommissionen har fået. Men for at kommissionen kan få et præcist og tidsvarende billede af de offentlige lederes udfordringer at arbejde ud fra, er det nødvendigt med konkret viden. Jeg håber derfor, at rigtig mange offentlige ledere vil tage sig tid til at besvare det spørgeskema, som netop er landet i e-boksen hos flere tusinde tilfældigt udvalgte offentlige ledere, siger Svend Askær.

God ledelse er fundamentet for, at den offentlige sektor kan levere god service til borgerne i Danmark

Formand hos Lederne Svend Askær

DEBATINDLÆG AF SVEND ASKÆR: Ledere skal være fyrtårne

Lederne arrangerer debat på Folkemødet
Lederne er med i ledelseskommissionens følgegruppe, og også Lederne vil på Folkemødet på Bornholm rette søgelyset mod offentlig ledelse. Fredag den 16. juni arrangerer Lederne en paneldiskussion om ledelsesrummet – og mangel på samme – i den offentlige sektor mellem David Hellemann og Marianne Thyrring, der begge har sæde i ledelseskommissionen, lektor Lone Pagh, direktør i Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning Mette Touborg og Svend Askær. Det sker under den provokerende overskrift ”Offentlige ledere tør ikke lede?”.

- God ledelse er fundamentet for, at den offentlige sektor kan levere god service til borgerne i Danmark. Jeg véd, at der findes rigtig mange dygtige og innovative ledere i den offentlige sektor i Danmark. Men jeg véd desværre også, at mange af dem oplever, at de ikke får plads til og mulighed for at udleve deres ledelsesmæssige ambitioner, fordi deres ledelsesrum er stærkt indskrænket, og fordi de er underlagt et hav af tidskrævende administrative krav og regler. Jeg tror, ledelseskvaliteten i det offentlige vil få et gevaldigt løft, hvis der fra politisk side bliver skruet op for tilliden til lederne og ned for målingerne og reglerne, siger Ledernes formand.

Ledelseskommissionen skal afslutte sit arbejde ved udgangen af 2017.