Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Brancheskift kræver grundig research

25. oktober 2017

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Salgsdirektøren Thomas var i sidste uges dilemma på business.dk i tvivl om, hvorvidt det er realistisk for ham at skifte job til en helt ny branche. Han har en lang karriere bag sig som sælger inden for byggeriet, men har altid drømt om at arbejde for en virksomhed, der beskæftiger sig med robotteknologi.

Job- og karrierekonsulent i Lederne, Anne Nørskov Hellesøe, er ikke i tvivl om, at man skal følge sit hjerte, når det handler om ens karriere.

I nogle tilfælde må man være indstillet sig på at træde et skridt ned i organisationen, indtil kendskabet til branchen bliver større

Job- og karrierekonsulent i Lederne Anne Nørskov Hellesøe

- Der kan være mange grunde til, at man på et tidspunkt i sin karriere får lyst til at prøve noget helt nyt. Det er et ønske, man bør lytte til, men man skal også tænke sig om. Sælgere som Thomas drager naturligvis fordel af deres branchekendskab, men erfaringerne som sælger og salgsdirektør kan også finde anvendelse i andre brancher. Ikke mindst når skiftet som her drives af passion for produktet. At skifte branche er ikke umuligt, men det kræver ofte en anden indsats end ”bare” at sende ansøgninger på opslåede stillinger. I nogle tilfælde må man være indstillet sig på at træde et skridt ned i organisationen, indtil kendskabet til branchen bliver større, siger Anne Nørskov Hellesøe.

Arbejdsgiveren skal se, at engagementet, man lægger for dagen, kan opveje, at der bliver brug for et andet ”onboarding” forløb, forklarer konsulenten.

LÆS OGSÅ: Ledere med ambitioner skal vise deres værd

Hun opfordrer til, at Thomas i første omgang vælger løsning nummer tre, hvor han kontakter en robotvirksomhed og spørger ind til deres ønsker til den optimale leder eller sælger. På den måde får han en idé om, hvilke kompetencer og erfaringer, der er interessante for dem. Bagefter kan han bedre vurdere, hvad han kan gøre for at blive mere attraktiv for dem.

LÆS OGSÅ: Alle har ret til efteruddannelse også ledere

Når han har gjort sit forarbejde, kan han gå i gang med at søge – og også gerne uopfordret, fastslår Anne Nørskov Hellesøe.

Sidste uges opfølgningsartikel