Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Begejstring er drivkraft for Den Blå Planets direktør

08. juni 2015

At være den øverste leder svarer til at være dirigenten, der får hele symfoniorkesteret til at spille sammen og frembringe vellyd. Det er bare ét af de billeder, kaptajnen for Den Blå Planet Dorte Gleie bruger, når hun skal beskrive, hvad ledelse betyder for hende.

 

I et helt nyt videoformat på Ledernes website lederne.dk fortæller Dorte Gleie om, hvorfor hun ikke kan forestille sig noget andet end at være leder. Og det er kendetegnende for akvariedirektøren, at hun ikke taler om ledelse uden samtidig at tale om medarbejdernes betydning.

- Jeg motiveres af at se mennesker arbejde sammen om at nå et fælles mål. Det kræver, at jeg som leder skal være god til at sætte mål og retning. For hvis medarbejderne på Den Blå Planet ikke kender målene, har de svært ved at score, siger Dorte Gleie.

Mødet med medarbejdere giver energi
I videoen fortæller Dorte Gleie om, hvordan hun griber det daglige arbejde som øverste leder på Den Blå Planet an. Blandt andet prøver den administrerende direktør hver dag at komme rundt i huset og møde medarbejdere og gæster.

- Det giver mig energi og indsigt at møde gæster og medarbejdere. Vi har som mål at Den Blå Planet skal være en af Danmarks bedste arbejdspladser. For kun via begejstrede medarbejdere kan vi begejstre vores gæster, forklarer Dorte Gleie.

Blå bog - Dorte Gleie:

2012 -: Adm. direktør, Den Blå Planet

2011-2012: Direktør (haven), Tivoli

2005-2011: Vicedirektør (restauranter), Tivoli

2002-2005: Sektormanager, Select Service Partner 

Uddannet cand.merc. i international business fra CBS, 1994

Følg Dorte Gleie eller Den Blå Planet

Dorte Gleie:

LinkedIn

Den Blå Planet:

Facebook

Twitter

LinkedIn

Viden om ledelse banner