Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Bak op om din direktør også når du er uenig

13. april 2016

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Det udhuler lederskabet, hvis ledere ser igennem fingrene med, at medarbejdere overtræder reglerne.

I sidste uges dilemma, der har været til afstemning på business.dk, var en afdelingsleder fristet til at lade sine medarbejdere arbejde hjemme et par gange om måneden, selvom den nye direktør har besluttet, at hjemmearbejde fremover kun kan tillades i undtagelsestilfælde.

LÆS SIDSTE UGES DILEMMA HER: Når den nye direktør er modstander af hjemmearbejde

Hvis man lader sine medarbejdere omgå reglerne, er man med til at udhule direktørens lederskab

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

Ledelsesrådgiver Flemming Andersen fra Lederne fraråder den fremgangsmåde:

- Hvis man lader sine medarbejdere omgå reglerne, er man med til at udhule direktørens lederskab. Og hvis afdelingslederen sender et signal til sine medarbejdere om, at regler kan bøjes efter forgodtbefindende, kan det også ramme lederen selv, siger Flemming Andersen.

Derfor skal afdelingslederen acceptere beslutningen. Men der ligger en opgave i at forklare direktøren om baggrunden for hjemmearbejdet – og om behovet for at finde alternative løsninger, nu hvor de ikke kan arbejde hjemme mere.

- Der må ikke være slør mellem det, ledelsen siger og det, ledelsen gør. Men udover at bakke direktøren op, er det samtidig afdelingslederens opgave at forklare, at årsagen til hjemmearbejdet er, at medarbejderne gerne vil gøre deres arbejde så godt og effektivt som muligt, siger Flemming Andersen.

Flemming Andersen forklarer, at det er en ledelsesopgave at sikre medarbejderne de bedst mulige rammer til at løse deres opgaver. Og nogle opgaver er ikke egnede til storrumskontorer:

- Det kan være skrive- eller læseopgaver, hvor man har brug for at koncentrere sig uden afbrydelser. Det kan også være opgaver, der kræver telefonsamtaler, som kan være generende at foretage i andres medhør. Direktøren skal gøres opmærksom på, at hvis man fjerner muligheden for hjemmearbejde, må man på anden vis sikre, at medarbejderne kan udføre deres arbejde, hvis man vil fastholde produktiviteten. Det kan for eksempel være i form af stillekontorer.

Derudover skal afdelingslederen gøre direktøren opmærksom på, at medarbejderne kan føle sig mistænkeliggjort af udmeldingen på intranettet om, at hjemmearbejde ikke længere er tilladt, for det kan let tolkes som mistillid til formålet og årsagen til hjemmearbejdet

Det er godt købmandskab at give medarbejderne gode rammer, også hvis det omfatter hjemmearbejdsdage, hvor der er ro til fordybelse

Ledelsesrådgiver hos Lederne Flemming Andersen

- Det er godt købmandskab at give medarbejderne gode rammer, også hvis det omfatter hjemmearbejdsdage, hvor der er ro til fordybelse. Man når ofte ganske enkelt mere. Men der skal være en klar forventningsafstemning om, hvilke opgaver der skal være løst i løbet af dagene. Ellers kan der nemt opstå tvivl om formålet med dagen, siger Flemming Andersen.

Flemming Andersen anbefaler derfor løsningsmulighed nummer et.