Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Arbejdsmiljøet er afgørende for fastholdelse af seniormedarbejdere

23. oktober 2017

Levealderen stiger, og det betyder, at både nuværende og kommende generationer kan forvente et længere arbejdsliv. Ny forskning fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – viser, at et godt arbejdsmiljø er en nøglefaktor for at få seniormedarbejdere til at blive længere på jobbet.

Ifølge arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen er udfordringen med den demografiske udvikling todelt.

- Den ene del af udfordringen handler om, hvordan vi her og nu sikrer et arbejdsmarked, som kan rumme de mange medarbejdere, der er oppe i årene. Både dem som stadig er fuldt funktionsdygtige, men også dem, der ikke har 100 procent af deres arbejdsevne. Dem skal vi kunne tilbyde nogle gode og fleksible rammer. For det andet skal vi intensivere arbejdet med at sørge for sikre og sunde arbejdspladser, så dem, der træder ind på arbejdsmarkedet nu, kan holde i mange år. Det er ikke klogt kun at fokusere på seniorer. Indsatsen for et godt arbejdsmiljø skal i gang, før medarbejdere bliver nedslidte, siger Lars Andersen.

Mange seniorer har så meget opsparing og friværdi i deres boliger, at de faktisk ikke behøver at blive på arbejdsmarkedet. De bliver kun, hvis de har lyst.

Arbejdsmiljøchef hos Lederne Lars Andersen

Han mener, at man både skal sørge for at undgå at skubbe medarbejdere ud af arbejdsmarkedet, men også gøre det mere attraktivt for dem at blive. Her er både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø vigtigt.

- Den fysiske dimension er naturligvis vigtig. Vi skal skabe gode rammer for det fysiske arbejde og fjerne risikofaktorer, der kan gå ud over medarbejdernes helbred. Det handler for eksempel om at udvikle hjælpemidler til fysisk hårdt arbejde og tilrettelægge arbejdet, så man forebygger risikoen for skader og sygdomme, påpeger Lars Andersen.

LÆS OGSÅ: Loyalitet handler om ikke at fastholde

Seniorer bliver kun, hvis de har lyst
En undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at en del medarbejdere inden for industrien oplever ubalance mellem deres fysiske kapacitet og så de fysiske krav, som arbejdet stiller. Den ubalance skal virksomheder og ledere være med til at udjævne, mener Lars Andersen. Det psykiske arbejdsmiljø har dog også stor betydning, hvis man vil fastholde medarbejdere, der nærmer sig efterløn- og pensionsalderen.

- Mange seniorer har så meget opsparing og friværdi i deres boliger, at de faktisk ikke behøver at blive på arbejdsmarkedet. De bliver kun, hvis de har lyst. Og for at have lyst til at arbejde, skal man have et job, der er meningsfuldt, og nogle gode kollegaer, som man kan lide at tilbringe sin tid med. Samtidig er det helt afgørende, at de ældre medarbejdere føler sig værdsatte og føler, at de stadig kan bidrage. Derfor skal man som chef have fokus på de ældre medarbejderes styrker og kvaliteter og fortsat give dem udviklingsmuligheder og interessante opgaver, understreger Lars Andersen.

LÆS OGSÅ: Trivsel på dagsordenen når leder og medarbejder holder møde

I bund og grund handler det om sikre, at medarbejdere både kan og vil blive længere på arbejdsmarkedet, lyder det fra arbejdsmiljøchefen.

Lederne er sammen med en række organisationer involveret i kampagnen ”Sikre og sundere arbejdspladser for alle aldre.” Målet er at sætte fokus på og undersøge, hvordan man kan arbejde sammen om at støtte et sundt og produktivt arbejdsliv i alle aldre. Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur står bag kampagnen på vegne af Europa-kommissionen og Europa-Parlamentet. I morgen, tirsdag den 24. oktober, er Lederne vært ved en stor konference, hvor de seneste forskningsresultater præsenteres, og hvor virksomheder deler ud af deres erfaringer med at fastholde seniormedarbejdere.