Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Altafgørende, at ledere griber nye teknologiske muligheder

27. juni 2016

Den teknologiske udvikling buldrer derudaf, og det er afgørende, at ledere formår at gribe de skelsættende nye muligheder, det giver, mener virksomhedsrådgiver Thomas Marschall. I en ny artikel i det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag kommer han med sine bud på de vigtigste teknologier og fire trin til ledelse i den teknologiske udvikling.

Den teknologiske udvikling foregår i raketfart, og som leder er det altafgørende, at man hopper med på turen. Man skal forstå og formå at bruge teknologien til at udvikle forretningen, hvis virksomheden skal klare sig i et marked med stigende konkurrence og konstant forandring, lyder det fra Thomas Marschall, der ud over at være virksomhedsrådgiver er disruption-ekspert.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du en disruptiv leder

- Som ledelse skal man forstå, at mange af de nye teknologier giver basis for nærmest at genopfinde virksomheden. Hvis ikke man selv gør det, vil man på et tidspunkt blive tvunget til at gøre noget, fordi ens konkurrenter har gjort det, siger Thomas Marschall til Ledelse i Dag.

Udfordringen for virksomheder er at forsøge at fremskrive udviklingen blandt de udvalgte teknologier og derudfra definere, hvornår den pågældende teknologi er dér, hvor den for alvor skaber værdi for virksomhedens ydelser.

Virksomhedsrådgiver Thomas Marschall

Ledere skal altså turde bruge den nye teknologi til at vende tingene på hovedet og nytænke sin forretningsmodel. Et eksempel kunne være, at man som bilproducent valgte ikke længere at producere og sælge biler, men i stedet begyndte at sælge transport som en service. Det ville revolutionere branchen og ændre industrien radikalt, hvis det blev en succes, mener han.

Også for mindre virksomheder

A. P. Møller og Danske Bank, to af Danmarks største og ældste virksomheder, har allerede indset og offentligt bekendtgjort, at deres fremtidige succes ville blive afgjort af deres evne til at anvende de mange nye teknologier og trends.

UNDERSØGELSE: Ledelsesudfordringer de kommende tre år

Men selv, hvis man ikke ressourcer som en stor, international virksomhed til at sætte sig ind i nye strømninger, teknologier og muligheder, er det muligt at ride med på den teknologiske udviklingsbølge.

- Udfordringen for virksomheder er at forsøge at fremskrive udviklingen blandt de udvalgte teknologier og derudfra definere, hvornår den pågældende teknologi er dér, hvor den for alvor skaber værdi for virksomhedens ydelser, siger Thomas Marschall.

Marschalls fire trin til ledelse i den teknologiske udvikling:

  • Indstil og tilpas lederskabet på de teknologiske ændringer 
  • Forstå, hvilke teknologier og trends der vil påvirke virksomhedens aktiviteter mest 
  • Vid, hvornår det kan forventes at ske 
  • Planlæg både offensive og defensive tiltag ud fra ovenstående konklusioner

Eksempler på teknologier, der ifølge Marschall vil ændre ledelse de kommende 10 år:

  • Internet of Things (IOT)
  • Big data
  • Augmented Reality (AR)
  • Deleøkonomi
  • Grøn energi

Læs på Ledelse i Dag