Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Afskedigelser må ikke hænge sammen med graviditet

19. juli 2017

OPFØLGNING PÅ UGENS DILEMMA: Vil ledere afskedige medarbejdere, der er gravide, skal det kunne bevises, at afskedigelsen intet har at gøre med graviditeten.

John var i sidste uges dilemma på business.dk i klemme. Som led i en spareøvelse beslutter han at sammenlægge virksomhedens fem HR-afdelinger til én afdeling. Det vil betyde, at fire HR-chefer skal afskediges, heriblandt Ulla, som er HR-chef i København. John orienterer bestyrelsen om sin beslutning og planlægger at melde beslutningen ud til resten af organisationen ugen efter. Inden offentliggørelsen af Johns planer, ringer Ulla til John og fortæller ham, at hun er gravid. John er i syv sind, for kan man afskedige en medarbejder, der er gravid?

- Som gravid er man ikke urørlig, men det fremgår tydeligt af Ligebehandlingsloven, at arbejdsgiveren skal løfte bevisbyrden for, at en afskedigelsen ikke handler om medarbejderens graviditet, siger teamchef og advokat hos Lederne Malene Saaby.

Afskedigelser må hverken helt eller delvist have med graviditet at gøre, og det skal man som arbejdsgiver være meget opmærksom på

Teamchef og advokat hos Lederne Malene Saaby

Hun forklarer, at det i dette eksempel faktisk godt kan dokumenteres, at afskedigelsen ikke er relateret til Ullas graviditet.

- Som der står i dilemmaet, så orienterer John bestyrelsen i en mail om sin beslutning vedrørende sammenlægningen af de fem HR-afdelinger. Her vil det sandsynligvis fremgå, at det er planen at afskedige Ulla. Mailen er sendt før, Ulla har givet besked om sin graviditet, og det dokumenterer, at afskedigelsen var planlagt på forhånd, påpeger Malene Saaby, der dermed peger på løsning nummer et.

LÆS OGSÅ: Tag hensyn til de tilbageværende medarbejdere

Men ifølge advokaten sker det tit, at der ikke findes dokumentation. I de tilfælde er det yderst svært for arbejdsgiverne at løfte bevisbyrden.

- Afskedigelser må hverken helt eller delvist have med graviditet at gøre, og det skal man som arbejdsgiver være meget opmærksom på. Det er dog altid en mulighed at forsøge at forhandle en fratrædelsesordning på plads med medarbejderen, selvom det kan være dyrt, siger Malene Saaby.