Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Årets kvindelige bestyrelsesmedlem kåres

09. januar 2017

15 danske bestyrelseskvinder er med i opløbet om at få titlen som årets kvindelige bestyrelsesmedlem, når Women’s Board Award uddeles for fjerde gang fredag den 27. januar.

Women’s Board Award gives til et kvindeligt bestyrelsestalent, som har bred erfaring med bestyrelsesarbejde, kan agere rollemodel for andre og har potentialet til at blive en toneangivende bestyrelsesformand i fremtiden. Prisen blev stiftet i Norge i 2010 og er udsprunget af en vision om at få nordiske, kvindelige bestyrelsesmedlemmer frem i lyset og inspirere til større diversitet i ledelser og bestyrelser.

- Større diversitet i dansk erhvervsliv vil give ledelser og bestyrelser flere strenge at spille på. Mere diverse ledelser er nødvendige, hvis vi skal kunne imødekomme komplekse udfordringer og problemstillinger, der udspringer af globalisering, teknologiske fremskridt og krav om bæredygtighed på mange niveauer i fremtiden, siger direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris.

Udvælgelsen foretages af en jury, som gennem et større analysearbejde, leveret af rekrutteringsfirmaet Alumni, identificerer en række kompetente og kvalificerede kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Bodil Nordestgaard Ismiris repræsenterer Lederne i juryen.

De 15 udvalgte kvinder kan ses nederst på denne side.

Kronprinsesse Mary overrækker prisen
Det er fjerde gang, at prisen uddeles i Danmark. Prismodtager i 2016 var Lene Skole, administrerende direktør i Lundbeckfonden. I 2015 gik prisen til Merete Eldrup, administrerende direktør i TV2, mens Eva Berneke, administrerende direktør i KMD, blev den første danske modtager af Women’s Board Award i 2014.

2017-udgaven af prisen uddeles ved et netværksarrangement fredag den 27. januar. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary vil overrække prisen, og formand for Dong Energy, Thomas Thune Andersen, og Lone Træholt, Danmarks første kvindelige brigadegeneral, er hovedtalere ved arrangementet.

Partnere bag Women’s Board Award i Danmark er Alumni, Deloitte, AIG og Lederne.

De 15 udvalgte kvinder

Anne Broeng
Professionelt bestyrelsesmedlem, fuldtid

Anne Mette Olesen
Chief Marketing Officer, AAK

Christina Grumstrup Sørensen
Senior Partner, Copenhagen Infrastructure Partners

Hanne Birgitte Nielsen
Tidl. CEO, Damco

Jutta af Rosenborg
Professionelt bestyrelsesmedlem, fuldtid

Lisbeth Valther
CEO, SE - Next Step

Lykke Friis
Prorektor, KU

Majken Schultz
Professor ved CBS

Marianne Kirkegaard
CEO, CSM Bakery Solutions

Marianne Philip
Partner, Kromann Reumert

Marianne Wiinholt
CFO, DONG Energy

Mette Maix
CEO, Berlingske Media

Pernille Erenbjerg
CEO, TDC 

Pernille Fabricius
CFO, Getinge Group

Susanne Mørch Korch
Pr. 1. april 2017 CEO, Danske Spil