Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Årets kvindelige bestyrelsesmedlem kåres

11. januar 2016

23 danske erhvervskvinder er med i opløbet om at få titlen som årets kvindelige bestyrelsesmedlem, når Women’s Board Award 2016 uddeles fredag den 29. januar.

Women’s Board Award uddeles til en kvinde, der har kvalifikationer og kompetencer til at blive toneangivende som professionelt bestyrelsesmedlem. Formålet med prisen er at inspirere til større diversitet i virksomhedernes bestyrelser og synliggøre kvinder, der fungerer som rollemodeller i kraft af deres bestyrelsesarbejde.

- Diversitet handler dybest set om at skabe optimale betingelser i toppen af dansk erhvervsliv. Vi vil gerne give udviklingen et skub i den rigtige retning ved at fokusere på kvinder med ambitioner, vilje og ledelsesmæssig tyngde, siger Susanne Hoeck, relationschef hos Lederne, jurymedlem og ansvarlig for Women’s Board Award i Danmark.

Vi vil gerne fokusere på kvinder med ambitioner, vilje og ledelsesmæssig tyngde.

Relationschef hos Lederne Susanne Hoeck

Udvælgelsen foretages af en jury, der via et større analysearbejde, leveret af rekrutteringsfirmaet Alumni, identificerer et antal danske kvinder, der vurderes at kunne agere rollemodel som "morgendagens bestyrelseskvinde". Den endelig prismodtager vælges blandt en liste på 23 kandidater.

Navnene kan ses her

Det er tredje gang, at Women’s Board Award uddeles i Danmark. Prismodtager i 2015 var Merete Eldrup, administrerende direktør i TV2, mens Eva Berneke, administrerende direktør i KMD i 2014 blev den første danske modtager af Women’s Board Award.

Årets pris uddeles ved et netværksevent 29. januar kl. 14-17 i DeloitteHuset, Weidekampsgade 6 i København. Ved arrangementet vil Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary overrække prisen, og CEO hos Novo Nordisk Lars Rebien og den amerikanske ambassadør Rufus Gifford er hovedtalere.

Pressen er velkommen til at deltage ved forudgående tilmelding.

Find yderligere oplysninger om program og tilmelding her
Partnere bag Women’s Board Award er Alumni, PFA, Deloitte, AIG og Lederne.