Mit Lederne

Uddannelse

Hver tredje iværksætter har en erhvervsuddannelse

04. april 2019

Faglærte udgør den største gruppe blandt iværksættere. Halvdelen af de virksomheder, der etableres af faglærte, lever efter fem år. Dermed er faglærte den gruppe, som er bedst til at skabe levedygtige virksomheder. En gennemsnitlig virksomhed, etableret af en faglært, har knap to ansatte efter fem år.

Hvis man tænker, at en typisk iværksætter er en it-nørd fra DTU, en hipster med deleøkonomiske visioner, eller en ph.d., der opsiger sin stilling i medicinalindustrien for at forfølge en gode idé, kan man godt tro om igen.

Hver tredje dansker, som startede egen virksomhed i 2017, har en erhvervsuddannelse. Typisk inden for kontor, handel eller forretningsservice, teknologiområdet eller byggeriet. Det viser en analyse fra Lederne baseret på tal, som Lederne har fået adgang til via en særkørsel fra Danmarks Statistik.

I alt blev der etableret 18.001 nye virksomheder i 2017.  5843 af dem blev etableret af iværksættere med en erhvervsuddannelse.

- Tallene taler deres tydelige sprog om, at de erhvervsuddannede er vigtige for iværksætter-Danmark. Samfundet har brug for deres ideer og gåpåmod. Derfor skal elever på erhvervsuddannelserne have større viden om iværksætteri. Lederne har foreslået, at iværksætteri og ledelse skal fremgå tydeligt af erhvervsuddannelsernes formålsparagraf. Det vil sende det klare signal til unge og deres forældre, at man med en erhvervsuddannelse er klædt godt på til at gøre karriere som iværksætter, siger direktør hos Lederne, Henrik Bach Mortensen.

 


hver tredje iværksætter er faglært, nyheder, lederanalyse, 2019

Han henviser blandt andet til et studie fra Center for Ungdomsforskning, der viser, at to ud af tre elever på erhvervsuddannelserne anser det for vigtigt, at deres uddannelse fører til, at de på sigt kan blive selvstændigt erhvervsdrivende.

- Der er i den grad brug for de faglærtes kunnen, både i det offentlige og det private. Når der mangler faglært arbejdskraft, og specielt som der gør i dag, er det naturligt, at de virksomheder, som faglærte etablerer, også klarer sig godt, siger Henrik Bach Mortensen.

Iværksættere med erhvervsuddannelse er overlevere
Virksomheder, der er etableret af erhvervsuddannede, har en større overlevelsesevne end gennemsnittet af danske iværksættervirksomheder. Hver anden virksomhed, der er etableret af en erhvervsuddannet, overlevede de første fem år, viser de nyeste tal, der dækker de fem år fra 2012-2017.

 

hver tredje iværksætter er faglært, nyheder, lederanalyse, 2019

Hvis man ser på antallet af ansatte, klarer virksomheder, der er stiftet af erhvervsuddannede i 2012, sig også fint. Fem år senere havde de i gennemsnit knap to ansatte, viser tallene, der dækker virksomheder stiftet i perioden 2007-2017. Det er nogenlunde på niveau med iværksættervirksomheder etableret af personer med en videregående uddannelse.

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk