Mit Lederne

Tilbagetrækning

Flere og flere over 70 år bliver på jobbet

10. december 2018

Ny analyse fra Lederne viser, at både antallet og andelen af erhvervsaktive over 70 år er steget voldsomt i de senere år. Direktør Henrik Bach Mortensen, som også er Ledernes repræsentant i Seniortænketanken, glæder sig over udviklingen og vil have endnu flere seniorer til at tage en tørn mere.

På bare otte år – fra 2008 til 2016 – steg antallet af erhvervsaktive over 70 år med hele 77 procent. Det viser en ny analyse fra Lederne på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Hvor der i 2008 kun var godt 31.000, som stadig arbejdede, når de var fyldt 70, var antallet i 2016 helt oppe på 55.340.

Også når der tages højde for, at der i perioden er blevet flere ældre over 70 år, er der tale om en betydelig stigning. Andelen af erhvervsaktive +70-årige er steget med ikke mindre end 38 procent, så det i 2016 var 7,3 procent af alle danskere over 70 år, der havde arbejde eller egen virksomhed. Både i antal og procent er stigningen endnu større for aldersgruppen over 70 år, end den er, hvis man kigger på de 65-69 årige. Og rent faktisk opvejer stigningen i de +70-åriges beskæftigelse næsten 40 procent af faldet i de 25-64 åriges beskæftigelse i samme periode.

De skaber også vækst i samfundet gennem deres egne virksomheder. I dag kan en 70- eller 75-årig jo sagtens være ved fint helbred og være lige så idérig som en 25-årig

Direktør i Lederne Henrik Bach Mortensen

Henrik Bach Mortensen, direktør i Lederne og medlem af regeringens seniortænketank, glæder sig over udviklingen.

- Det er meget positivt, at ikke bare flere danskere i 60’erne, men også over 70 år bliver på arbejdsmarkedet. Jeg tolker det som et klart tegn på, at man ikke længere pr. automatik stopper med at arbejde, når der er kommet et bestemt antal lys i fødselsdagskagen. I stedet overvejer den enkelte, hvordan man har det med arbejdslivet, og hvor længe og hvor meget man har lyst og overskud til at blive ved at arbejde, siger Henrik Bach Mortensen.

LÆS OGSÅ: Unge er dobbelt så ledige som andre grupper

Flere seniorer er selvstændige

Tallene viser, at der ikke bare er flere og flere +70-årige, som bliver ved at arbejde og få en lønseddel fra en arbejdsgiver. Der er også hele 23.855 – svarende til 43 procent af alle erhvervsaktive i aldersgruppen – der ernærede sig som selvstændige i 2016. Det er en stigning på næsten 10.000 i forhold til 2008.

- Det viser jo tydeligt, at vi ikke bare skal tænke på seniorerne som en gruppe, som vi måske kan få til at blive lidt længere i jobbet. De skaber også vækst i samfundet gennem deres egne virksomheder. I dag kan en 70- eller 75-årig jo sagtens være ved fint helbred og være lige så idérig som en 25-årig, siger Henrik Bach Mortensen, som glæder sig over, at regeringen og Dansk Folkeparti med finansloven gør det mere økonomisk attraktivt for pensionister at arbejde fremover.

Henrik Bach Mortensen håber, at arbejdet i regeringens seniortænketank under ledelse af tidligere LO-formand Harald Børsting kan munde ud i gode forslag til, hvordan seniorerne kan få et bedre arbejdsliv. Og ikke mindst hvordan det danske erhvervsliv og samfund kan blive endnu bedre til at udnytte seniorernes potentiale til gavn for os alle i en tid, hvor vi oplever mangel på arbejdskraft på flere og flere områder.

Beskæftigede på 70 år og derover 2008-2016


 2008 2016 Udvikling i 2008-2016 i %
 Antal borgere 70+ 595.197 760.996
28
 Antal selvstændige 14.368 23.855 66
 Andel selvstændige 2,4 3,1 30
 Antal beskæftigede i alt 31.254  55.340  77 
 Andel beskæftigde 5,3 7,3  38 

Note: Tallene er pr. ultimo november de pågældende år.

Kilde: Lederne på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

LÆS OGSÅ: Underskud af kvindelige ledere i de fleste brancher

Antal beskæftigede opdelt på aldersgrupper 2008-2016

Aldersgruppe 2008 2016 Udvikling Udvikling i %
25-64 år 2.315.686 2.254.929 -60.757 -2,6
65-69 år 50.734 72.536 21.802 43,0
70+ 31.254 55.340 24.086 77,1

 

Andel beskæftigede opdelt på aldersgrupper 2008-2016

Aldersgruppe 2008 2016 Udvikling i %
25-64 år 78,0 76,6  -1,9 
65-69 år 18,2  21,8  19,7 
70+ 5,3  7,3  38,5 

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk