Mit Lederne

Debat

Vismændende glemmer vækstskabende forslag

10. oktober 2019

Offentliggørelsen af vismandsrapporten bliver ofte omtalt som juleaften for økonomer. I givet fald fremstår rapporten i denne omgang som en blød pakke til en femårig. Med andre ord skuffende. Der mangler simpelthen nye anbefalinger. Særligt bekymrende er det, at vismændene ikke præsenterer ét eneste forslag, der øger beskæftigelsen.

Af Niklas Praefke, Cheføkonom i Lederne. Bragt i Børsen torsdag den 10. oktober.

Dansk økonomi har de seneste år været inde i et opsving, som i høj grad er skabt af reformer, der har hjulpet flere danskere til at blive på arbejdsmarkedet. Også fremover bliver der brug for flere hænder på arbejdsmarkedet, selvom vismændene forudser et fald i væksten fra 2,0 pct. i år til 1,3 pct. næste år.

Ledernes klare opfordring er derfor, at vismændene kaster endnu flere kræfter i at belyse, hvordan vi får flere ind på arbejdsmarkedet.

Niklas Praefke, Cheføkonom i Lederne

Derfor skal vi passe på, at vismændenes prognose om markant overholdbarhed på de offentlige finanser ikke bliver en hængekøje for politikerne. For selvom behovet for reformer ud fra et hensyn til de offentlige finanser er faldet, er der stadig brug for at få flere i arbejde.

Som Lederne tidligere har vist, er ledigheden blandt nyuddannede stadig høj på trods af, at vi har oplevet en generel fremgang på arbejdsmarkedet med faldende ledighed. Ud fra et menneskeligt aspekt er det stadig højaktuelt at se på, hvordan vi får nyuddannede hurtigere i arbejde.

LÆS OGSÅ: Fortsæt ad reformsporet

Ligeledes er reformbehovet stort i forhold til at øge ikke-vestlige indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet og forbedre adgangen til udenlandsk arbejdskraft. Ledernes klare opfordring er derfor, at vismændene kaster endnu flere kræfter i at belyse, hvordan vi får flere ind på arbejdsmarkedet.

Er vi hos Lederne så ikke bare politisk tonedøve, når vi efterlyser løsninger, der øger beskæftigelsen i en tid med udsigt til faldende vækst? Nej, den nuværende regering har - ganske fornuftigt - selv skrevet ind i forståelsespapiret, at den vil »have som mål at øge beskæftigelsen ud over det, der allerede forventes«.

Finansloven for næste år bør være startskuddet til at påbegynde det arbejde – med eller uden hjælp fra vismændene.

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef
Mobil: 2338 4211
E-mail: sku@lho.dk

Niklas Praefke 
Cheføkonom
Mobil: 2428 2452
E-mail: nip@lho.dk