Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Væk med indpakningen

20. januar 2016

Klumme i Berlingske af direktør Vibeke Skytte

Der er ikke tid og plads til, at medarbejderne skal gætte sig frem til, hvad ledelsen mener – derfor skal ledere være autentiske og kommunikere direkte og ærligt.

Det er slut med hjørnekontoret og de store strategimapper til ære for bestyrelsen. Verden er mere dynamisk end nogensinde, og det kræver en udfordrende, analytisk og nysgerrig organisation. Der er ikke plads til fejltagelser, og analysen skal være præcis og afdækkende. Sådan lød det fra Lars Marcher, direktør i Ambu, som fremstiller medicinsk udstyr til hospitaler og redningstjenester, da han i december var en af de topchefer, der på Finans.dk bidrog til en julekalender om ledelse.

Lars Marcher har tre gode råd til at drive en succesfuld forretning, som jeg mener, vi alle med fordel kan trække ind i vores ledelse. Et af rådene er, at vi skal være synlige og autentiske ledere. Der er ikke tid til, at medarbejdere skal gætte sig til, hvad ledelsen mener, og hvad den står for. Tingene skal ikke pakkes ind. Sig, hvad du mener, når du mener det!

Autentisk ledelse handler for mig i høj grad om selvindsigt og integritet.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Det andet er, at succes også kræver en klar og entydig retning, som kan forstås af alle medarbejdere. Der er ikke tale om ledelse i traditionel forstand, men i stedet at ”lede” efter nye markedsmuligheder og innovative løsninger, ”lede” efter huller i konkurrenternes strategi, ”lede” efter måder at overgå kundernes forventninger og ”lede” efter, hvordan man sammen som organisation hele tiden kan præstere bedre. Og så skal man kommunikere direkte og ærligt, så man sammen opbygger en solid tro på projektet. En tro på, at virksomheden sammen kan flytte bjerge.

LÆS OGSÅ: Arbejde for sig og privatliv for sig

Jeg er slet ikke i tvivl om, at synlige og autentisk ledelse er nødvendig både nu og i årene, der kommer. Veluddannede og kompetente medarbejdere er fuldt ud i stand til at tænke selv og kan i høj grad se sammenhænge på tværs af en organisation, og her kan vi som ledere ikke bare udøve ledelse som venstrehåndsarbejde eller uden tanke for, hvad der er virksomhedens kultur eller normer.

Autentisk ledelse handler for mig i høj grad om selvindsigt og integritet. Ledere skal fremstå som ” hele” ledere, som medarbejderne følger sig trygge ved, og som kan skabe engagement og motivation  – og dermed også bane vejen til den succesfulde forretning, som Lars Marcher nævner.

Manglende selvindsigt fører desværre ofte til fiaskoledelse, som kan have fatale følger på sigt.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Autentisk ledelse starter med selvindsigt, og hvis vi ikke har den, er der lang vej til god ledelse. Manglende selvindsigt fører desværre ofte til fiaskoledelse, som kan have fatale følger på sigt. Når jeg har oplevet ledere, der ikke har haft den fornødne selvindsigt, men alligevel har forsøgt at være autentiske, er de ofte blevet oplevet som en elefant i et glasbur, fordi de enten har været ualmindeligt klodsede i mangel af sociale kompetencer eller har trådt fuldstændigt ved siden af i forsøget på at skabe en afslappet og mere personlig stemning. Medarbejderne er endt med at blive dybt frustrererede og har på ingen måde været engagerede til sammen med lige præcis denne leder at ”lede” efter nye muligheder hverken i forhold til vækst eller excellent service – tværtimod.

LÆS OGSÅ: Ledere skal ikke forbruge, men skabe robuste medarbejdere

En leder bør tænke meget nøje over sin ledelsesstil og hvordan man i det hele taget skal og kan begå sig på en arbejdsplads, men vi må desværre også erkende, at det for nogen måske kan være svært at se egne fejl og mangler. Derfor kan det nogle gange give god mening at vende tingene lidt på hovedet. Så her kommer mine bud på, hvordan man bliver succesfuld, ikke som en autentisk og retningssættende leder, men derimod som succesfuld fiaskoleder, der hverken har øje for medarbejdere, virksomhed eller kunder:

Tal kun om dig selv. Tal ned til medarbejderne. Vær usynlig. Lyt endelig ikke til dine medarbejdere. Og så behøver du ikke være social, en lukket dør giver arbejdsro!

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 20. januar 2016, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.