Den faste kronekurs, stop for gældsætning til udlandet, social sikkerhed gennem holdbare offentlige finanser og ikke mindst regler om tilbagetrækning, som bygger på solidaritet og værdighed indgår i grundlaget for en politisk hårdt tilkæmpet dansk konsensus, som indtil for ganske nylig omfattede næsten alle politiske partier – dvs. Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, De Radikale, Liberal Alliance, SF og De Konservative.
Når bl.a. de økonomiske vismænd har påpeget, at dansk økonomi ser sund ud i de kommende årtier, skyldes det først og fremmest alle disse reformer. Bliver der slået hul på de aftalte regler om tilbagetrækning og pensionering, vil det ramme den samfundsmæssige velstand, mulighederne for offentlige sociale ordninger og beskæftigelsen.
Det danske folkepensionssystem er skabt for at sikre alle personer muligheden for en økonomisk anstændig alderdom – uanset herkomst og arbejdsmarkedshistorie. Der har i tidens løb været gjort alle mulige overvejelser om, hvordan retten til folkepension skulle opnås. Der er aldrig fremsat konkrete og præcise forslag, der samlet set var mere rimelige end netop et alderskriterium.
Samtidig har der været en erkendelse af, at nogen ikke kunne magte at arbejde sig helt frem til pensionsalderen. Derfor har vi gennem tiden haft forskellige supplerende tilbagetrækningsmuligheder: invalidepension, førtidspension, efterløn mm.
LÆS OGSÅ: Der skal mere fokus på kvindelige flygtninge
Kendetegnet ved denne danske model har været, at alle blev sikret social og økonomisk sikkerhed, men omvendt at vi alle skulle bidrage til vores egen økonomi og samfundshusholdningen, så længe helbredet tillod det – indtil den officielle pensionsalder.
Det er denne danske model, som nu trues af alle mulige særinteresser, som vil sikre særlige fordele til personer og samfundsgrupper, som kunne få en økonomisk bonus, hvis de fik særlige rettigheder til pension og tilbagetrækning.
Der er bragt mange særinteresser til torvs: skal man ikke have pension efter et bestemt antal år på arbejdsmarkedet (kort frem for langvarigt uddannede, beskæftigede frem for ledige, barnløse frem for mennesker, der har været på barselsorlov, raske frem for syge)? Skal man ikke have ret til pension tidligere, hvis man må forvente lavere levetid (mænd frem for kvinder m.m.)?
Alle tidligere forsøg på at løse den gordiske knude af alle mulige tilsyneladende ”retfærdige” hensyn er endt med, at det eneste ansvarlige er kombinationen af en generel pensionsrettighed og særlige regler for nedslidte.
LÆS OGSÅ: Konkrete mål skal nedbringe sygefravær
Hvis den helt konkrete udfordring, vi skal løse, handler om en lempeligere vej ud af arbejdsmarkedet for de helbredsmæssigt nedslidte, som ikke med rimelighed kan klare den frem til pensionsalderen – er det så ikke det problem, som vi skal løse?
I så fald handler det om at forbedre mulighederne for bl.a. førtidspension. For netop reglerne om førtidspension blev strammet så meget ved førtidspensionsreformen i 2012, at det formentlig er denne stramning, som har skabt grundlaget for den aktuelle diskussion om tilbagetrækning. Skulle vi så ikke løse det problem frem for at risikere hele den politiske konsensus om tilbagetrækningssystemet?
Konkret bør svaret på den ophidsede diskussion derfor være en meget mere klar og sikkert også mere sympatisk vej til førtidspension. Det vil i øvrigt også give de pågældende nedslidte personer en langt højere levestandard på førtidspension end den folkepension til titusinder af personer, som kunne komme på folkepension uden at have helbredsmæssigt behov for det.
I det gamle Grækenland blev harmonien alvorligt forstyrret, da Pandora åbnede sin boks, og alle verdens ulyksaligheder svævede ud og bragte kaos. Den mildest talt risikovillige tilgang til den samfundsøkonomiske stabilitet minder om Pandoras uheldssvangre adfærd. For det er netop den hårdt oparbejdede brede konsensus om tilbagetrækningsreglerne, som har sikret økonomisk stabilitet og velstand i Danmark.
