Mit Lederne

Debat

Tuscher på halsen både åbner og lukker døre

15. august 2018

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: Hen over sommeren har der været debat i forskellige medier om tatoveringer og hvad den form for kropsudsmykning betyder i forhold til jobmuligheder. Debatten blev været affødt af et debatindlæg i B.T. af en 18-årig kvinde, som har 22 tatoveringer – heraf tre på halsen – og er nervøs for, om tatoveringerne senere ville gøre hendes odds dårligere i jobsøgningssammenhæng.

Den 18-årige kvinde skriver i sit debatindlæg, at hun er fantastisk til sit nuværende arbejde i en bagerbutik. Det er hun, mener hun, fordi hun må være sig selv på arbejde. Hun er i sommer blevet færdig på HF og vil nu i to år arbejde i bagerbutikken, mens hun sparer sammen til sin uddannelse som personlig træner og kostvejleder. Hendes – og flere af hendes bekendtes – frygt er, at tatoveringerne vil kunne blokere for de fremtidige jobmuligheder, men hun har ingen planer om at skjule tatoveringerne eller at stoppe med at få en ny hver måned.

- Jeg vil kunne gå på arbejde uden at skjule, hvem jeg er. Ligesom alle andre kan. Jeg vil hverken pakke mig ind i store trøjer for at dække mine tatoveringer eller lægge mine piercinger på natbordet hver morgen, når jeg skal på arbejde. Jeg vil kunne glæde mig til at skulle på arbejde, og det kan jeg ikke, hvis jeg ikke må se ud, som jeg vil, skriver hun.

Jeg er ikke uenig i, at vi, når vi rekrutterer nye medarbejdere, skal have fokus på, at vores arbejdsplads rent menneskeligt afspejler det samfund, vi lever i.

Direktør i Lederne, Vibeke Skytte

Debatten dukker op fra tid til anden, især i sommermånederne, når beklædningen er let og med frit udsyn til bar hud og dermed også kropsudsmykninger hos både mænd og kvinder. For nogens vedkommende er det en lille diskret ”tusche”, som nemt kan skjules, hvis man ønsker det, mens andre går mere ”all in” og ligesom den 18-årige er tatoveret på f.eks. halsen eller hænderne, hvor det selvsagt er noget sværere at dække sig til.

I jobsøgningssammenhæng er der meget delte meninger, om det er acceptabelt eller ej, og det er uden tvivl meget afhængigt af, hvilken jobtype og hvilken branche, man søger ind i. Der er virksomheder, der betragter tatoveringer som absolut no-go, eller at medarbejderne som minimum skal kunne dække tatoveringen af beklædning, mens andre virksomheder er knap så strikse.

Sidste år oplyste Bilka til TV2 Østjylland, at tatoverede medarbejdere er velkomne, så længe tatoveringerne ikke er ulovlige eller stødende. Beslutningen er truffet ud fra det synspunkt, at Bilkas medarbejdere bør afspejle det samfund, vi lever i.

Og tatoveringer afspejler i stigende grad befolkningen. Tal fra Faktalink.dk viser, at op mod 600.000 danskere er tatoveret, og i aldersgruppen 15-25 år har hver ottende en tatovering. Vi har derfor alt andet lige en ny generation af medarbejdere, hvor det efterhånden er ganske almindeligt med en tatovering, og hvor det for mange er en måde at understrege sin personlighed på.

Jeg er ikke uenig i, at vi, når vi rekrutterer nye medarbejdere, skal have fokus på, at vores arbejdsplads rent menneskeligt afspejler det samfund, vi lever i. Derfor må vi også ind imellem revurdere vores opfattelse af og syn på andre menneskers påklædning, kropsudsmykninger m.v. Jeg tvivler på, at der er mange virksomheder, som konsekvent fravælger gode kandidater på grund af tatoveringer – men der er samtidig ingen tvivl om, at synlige tatoveringer på eksempelvis hænderne eller i ansigtet vil give anledning til spekulationer hos den rekrutterende chef. For én ting er, om chefen selv kan acceptere og abstrahere fra medarbejderes tatoveringer, men en nødvendig overvejelse er også, hvad kunder og samarbejdspartnere vil tænke.

Som ansøger har man selv et ansvar for at se præsentabel ud alt efter, hvad for en jobvej man gerne vil bevæge sig hen ad. Den 18-årige kvinder lyder som én med ben i næsen, så hun skal nok få et nyt job i fremtiden. Hun er bare nødt til at gøre sig klart, at tatoveringer og andre former for kropsudsmykninger kan åbne nogle døre på arbejdsmarkedet, mens andre vil lukke i.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 15. august 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte