Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Tag værdierne med på jobbet

14. september 2016

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK.

Når jeg hører både yngre mænd og kvinder i min omgangskreds tale om ønsker til deres fremtidige karriere, hører jeg ofte, at der ud over, at jobbet skal byde på spændende udfordringer og udvikling, også skal være plads til familie og en masse fritidsaktiviteter.Der er stort fokus på ”work-life-balance”, og flere af dem har svært ved at se sig selv i en stilling på fuld tid i hele deres karriere – og nogen endda fra deres allerførste job – hvis hverdagen skal hænge sammen.

 

Og de er ikke alene om at have disse ønsker. I en netop offentliggjort undersøgelse fra Lederne om overvejelser i forbindelse med jobskifte peger halvdelen af de 2.064 respondenter på ønsket om bedre work-life-balance som vigtigt/meget vigtigt. Tallene fra undersøgelsen viser også, at det formenlig handler om fleksibilitet i forbindelse med arbejdstid, idet henholdsvis 21 procent og 16 procent tilkendegiver, at de vil skifte job for at få en mindre arbejdsbyrde eller kortere arbejdstid.

 

LÆS OGSÅ: Hjælp i hjemmet styrker kvindernes karriere 

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at få timerne til at slå til, jeg har også haft små børn, ægtefælle med skiftende arbejdstider og ønsker om at nå mere i fritiden, end det reelt blev til. Når det er sagt, må vi nok også indse, at det ikke er alle virksomheder, der har mulighed for at tilbyde beskæftigelse på nedsat tid. Men der findes også andre veje til at opnå den ønskede balance på, når man skal i dialog med sin nuværende eller kommende arbejdsgiver.

 

En løsning kunne i stedet være at fokusere på selv at være med til at skabe et job, som man trives i, og hvor der også er mulighed for gensidig fleksibilitet som f.eks. tid og sted for arbejdets udførelse, og hvor fokus er rettet mere mod værdier end på en kortere arbejdsdag.

Har man et ønske om en lederkarriere, er det ikke altid foreneligt med en forkortet arbejdsuge, og derfor kan værdiafklaringen og fokus på fleksibilitet være et godt udgangspunkt

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Når vi i Lederne taler med medlemmer, som ønsker sparring om deres karriere og i den forbindelse overvejelser om jobskifte, giver vi ofte det råd, at de skal starte med en værdiafklaring: Hvad er vigtigt, og hvad skal fundamentalt være til stede i jobbet, for at man trives og oplever arbejdsglæde og dermed også en øget livskvalitet. Er dét til stede, giver det alt andet lige mere overskud, som for mig at se måske kunne give den for mange ønskede bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og fritidsliv. Løsningen behøver altså ikke nødvendigvis være kortere arbejdstid.

En værdiafklaring i forbindelse med ønsket om jobskifte er rigtig vigtigt, netop fordi det her kan være muligheden og anledningen for at ændre på nogle af de ting, som har betydning for ens hverdag. Er man i et job, hvor arbejdsglæden og motivationen er i bund, er det ganske ofte også en årsag til, at man føler sig træt og udbrændt, når arbejdsdagen er slut. Er den derimod i top, vil jeg vove at påstå, at de fleste af os stadig har overskud og energi til aktiviteter, når arbejdsdagen er slut.

LÆS OGSÅ: Mandlige ledere skal gå forrest og holde længere orlov

Jeg siger ikke, at kortere arbejdstid er en dårlig ide, for det er et godt valg, som fungerer for rigtig mange. Men har man et ønske om en lederkarriere, er det ikke altid foreneligt med en forkortet arbejdsuge, og derfor kan værdiafklaringen og fokus på fleksibilitet være et godt udgangspunkt for en dialog i forbindelse med både nuværende og kommende arbejdsgiver.

Alt er selvfølgelig et valg, og det er meget individuelt, hvad der giver følelsen af, at der er en nødvendig balance for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg helt klart starte med at søge at bringe mine værdier ind i jobbet og sætte fokus på, hvilke arbejdsopgaver der motiverer, hvornår jeg føler sig stærkest og præsterer bedst. Det vil for mig give en oplevelse af god energi, som jeg kan bruge, hvad enten jeg er på arbejde eller sammen med min familie.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 14. september 2016, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Arbejdsmiljø og Uddannelse.