Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Tænk dig om, før du siger ja

27. juli 2016

KLUMME I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE: Inden man sætter sin underskrift på en ny ansættelseskontrakt er det vigtigt at finde ud af, hvorfor man gerne vil have jobbet og hvilke styrker, der skal bringes i spil

Det sker ind imellem, at ledere desværre ikke når at fejre ét års jubilæum i det job, som de senest er tiltrådt i. Rigtig ærgerligt for både virksomhed og leder, og én af parterne– eller måske begge – skal ud i en ny, krævende proces for at få hverdagen til at fungere. Der kan være mange årsager til, at veje skal skilles efter så kort tid, men tilbage står, at hvis en ansættelse varer mindre end et år, må det kategoriseres som en fejlrekruttering. 

LÆS KLUMMEN: Men først skal du lige udfylde en test

Umiddelbart skulle man måske tro, at når en leder skifter job, er det bare at skifte fra en stol til en anden, men så let er og går det ikke altid – det kræver en del forberedelse som f.eks. personlig afklaring og forventningsafstemning, men selvfølgelig også en velforberedt rekrutteringsproces fra virksomhedens side.

Der kan være mange årsager til, at veje skal skilles efter så kort tid, men tilbage står, at hvis en ansættelse varer mindre end et år, må det kategoriseres som en fejlrekruttering.

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

I starten af sommeren talte jeg med en kvindelig leder fra mit netværk, som efter knap et år i sit nuværende job skulle fratræde. Det gik stærkt, da hun blev kontaktet af sin nuværende arbejdsgiver, som tilbød hende et job. Det var sidst på måneden, og det blev kun til et enkelt møde med virksomheden, inden kontrakten i al hast blev underskrevet. 

Hun havde en god start i jobbet og mente selv, hun fungerede godt, men efter nogle måneder begyndte hun at fornemme, at det måske alligevel ikke var det perfekte match. Efter hendes vurdering var årsagen formentlig en kombination af manglende beskrivelse af, hvad jobbet i virkeligheden indebar, og manglende klarhed om egne forventninger. Der var på intet tidspunkt i rekrutteringsprocessen en forventningsafstemning parterne imellem. Derfor arbejdede hun i én retning, og dét, virksomheden ønskede, var i virkeligheden, at hun skulle gå i en anden. 

Hurtigt brudte forhold 

Der er selvfølgelig altid to sider af en sag, og i forhold til min bekendte vil og kan jeg ikke mene noget om, hvem der var "skyld" i det brudte forhold – hvis man i øvrigt kan tale om en skyldig, for årsager er der ofte mange af. Men jeg ved, at når vi i Lederne taler med vores medlemmer om deres karriere, og især med de ledere, som har forladt et job med kort anciennitet, at er beslutningen om at komme videre i karrieren først truffet, flyttes fokus uvilkårligt væk fra det gamle og nu uinteressante job hen imod dét, de nu er på vej til.

Succes i ledelse handler om at skabe resultater for virksomheden, for sig selv og sine medarbejdere, og det kræver, at man både er ydmyg og modig og i høj grad sætter sig selv i spil.

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man i et stillingsskifte gør sig klart, hvad man vil, også når der opstår fristende jobtilbud op til et månedsskifte, som kræver en hurtig beslutning. Det handler om afklaring om, hvorfor man gerne vil have jobbet, hvilke styrker, der kan bringes i spil, og hvad der motiverer. Ledelsens og medarbejdernes øjne vil være rettet mod en ny leder fra dag ét, og indsatsen vil blive målt på, hvordan den første tid i jobbet forvaltes. Derfor er det vitalt at tænke jobbet godt igennem, inden man siger ja. 

Hav fokus på at skabe resultater

I én af Ledernes karriereguides, som netop sætter fokus på dét at skifte job, fortæller en leder, at hans erfaring er, at især de første 100 dage er vigtige. Det er sådan cirka så lang tid, man har til at få stillet de dumme spørgsmål, være nysgerrig, få organisationen ind under huden og også begynde at sætte sig eget præg, så man ikke bliver en del af tapetet. 

Og det er lige præcis det personlige præg, det handler om, når man som leder skal vise sit værd i et nyt job. Man må ikke være usynlig. Succes i ledelse handler om at skabe resultater for virksomheden, for sig selv og sine medarbejdere, og det kræver, at man både er ydmyg og modig og i høj grad sætter sig selv i spil. Det hele forudsætter grundigt forarbejde, og gevinsten er bl.a. anciennitet, der varer længere end et år.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 27. juli 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.