Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Spænd sikkerhedsbæltet

07. september 2016

KLUMME I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE: Et lederjob i udlandet kan være en stor og positiv oplevelse både menneskeligt og karrieremæssigt – men det er vigtigt, at beslutningen er grundigt gennemtænkt.

Ind imellem møder jeg i netværkssammenhæng lederkolleger, som har tilbragt dele af deres arbejdsliv i udlandet. Det er altid meget berigende at høre deres beretninger om forskelle i levemåder, forskelle i arbejdskulturer og forskelle i ledelsesstil på tværs af landegrænser. Men det har samtidig tit slået mig, at udlandsophold for mange har en bagside, som kommer til udtryk, når man efter tre, fem eller måske endnu flere år vender snuden hjemad med forhåbning om at fortsætte karrieren på dansk grund. Det er nemlig absolut ikke altid, at en lederstilling i udlandet er en døråbner til et godt job i Danmark.

Rent faktisk oplever en del ledere, at de har svært ved at få anerkendelse for udlandserfaringen og bliver nødt til at gå ned i niveau, når de kommer tilbage til de hjemlige breddegrader. Det kan godt være, at man har siddet i Nairobi eller New York og haft et stort ansvar og gjort en kæmpestor indsats, men hvis netop den type af erfaringer fra et specifikt marked langt fra det danske ikke er direkte brugbare for danske virksomheder, oplever en del ledere, at de bliver nødt til at drosle ambitionerne ned eller måske helt retænke karrieren.

LÆS OGSÅ: Mere i løn kan få ikke jobsøgende ledere til at overveje nyt job

Blandt andet på grund af disse aspekter er det en meget stor beslutning, som kræver grundige overvejelser, inden man som leder beslutter at sige ja tak til et job i udlandet. Og derfor blev jeg faktisk heller ikke overrasket, da jeg smugkiggede i en ny undersøgelse fra Lederne om jobskifte, som er baseret på svar fra 2.064 ledere og offentliggøres i næste uge. Ifølge undersøgelsen sætter kun ni procent af de jobsøgende ledere hak ved ”udlandet”, når de svarer på, hvor de forestiller sig, at karrieren skal fortsætte.

Skal man så altid vælge det sikre og blive i Danmark? Hertil er mit svar et klart nej

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Når det ikke er flere end hver 11. leder, som drømmer om et job- og bopælsskifte til udlandet, kan der være mange gode grunde. En af de tungtvejende er givetvis, at det er en beslutning, som ikke kun angår lederen selv, men i høj grad også familien. Det kan godt være, at moderen ser det som en fantastisk karrieremæssig mulighed at skrive under på en kontrakt, der baner vej for et udfordrende lederjob i udlandet. Men hvad nu, hvis faderen ikke har lyst til at sige sit gode job i Danmark op eller måske er i tvivl om, hvorvidt han kan finde noget meningsfuldt at tage sig til med base i udlandet? Og hvad siger børnene, som skal forlade venner, skole og fritidsaktiviteter, og måske endda tilmed skal i gang med at lære et helt nyt sprog for at kunne gebærde sig?

Med mindre, man endnu ikke har stiftet familie, er der således tale om en beslutning, som for en periode vender op og ned på hele familiens liv.

LÆS OGSÅ: Over halvdelen af lederne vil have nyt job 
Skal man så altid vælge det sikre og blive i Danmark? Hertil er mit svar et klart nej. For mange kan et lederjob i udlandet være en stor, positiv oplevelse, både menneskeligt og karrieremæssigt, og jeg kender mange lykkelige eksempler på familier, der samstemmende slår fast, at et udlandsophold har været berigende, har rystet familien sammen og har givet kulturelle, sproglige kundskaber med i kufferten, som sidenhen har været af uvurderlig betydning.

Det, jeg plæderer for, er bare, at beslutningen bliver tænkt godt og grundigt igennem. Som leder skal man vide sig så sikker som overhovedet muligt på, at det nu også er det helt rigtige job, han eller hun siger ja til. Og der skal ikke kun være lagt planer for lederens nye jobliv, men også for, hvad ægtefællen skal tage sig til, hvor børnene skal gå i skole og ikke mindst, hvad der skal ske bagefter.

Det er godt og berigende engang imellem at springe ud på dybt vand. Men oplevelsen bliver ikke ringere af, at det sker med et spændt sikkerhedsbælte.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 7. september 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.