Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Sådan bliver du en disruptiv leder

09. marts 2016

Klumme i Jyllands-Posten og på Finans.dk af rådgivningschef Niels Henriksen.

Et af de mest hotte business-ord lige nu er ’disruption’. Det kan godt ligge lidt ubehageligt i munden, sådan lidt i familie med revolution og destruktion. I ugebrevet Mandag Morgen lød en overskrift omkring årsskiftet "Disruption kræver nyt mindset hos toplederne". Så hvis direktøren eller udviklingschefen på næste ledermøde påkalder sig opmærksomhed ved at erklære, at "vi skal være mere disruptive – ellers klarer vi os ikke i konkurrencen", så duk dig ikke i forståelig uvidenhed eller bekymring for, hvilke konsekvenser det kan få for dig og dine medarbejdere. Tag ordet for dets pålydende (tilpasset oversættelse): Forstyrrelse og afbrydelse.

Ledere og virksomheder er vant til at blive forstyrret og afbrudt. Ligesom vi som ledere ofte er nødt til at skabe forstyrrelser i måden, vi driver og udvikler virksomheden på. Hver gang, der skal ændres i en proces, f.eks. med en ny teknologi, nye kunder eller nye medarbejdere, så "disruptes" der i lille skala set fra medarbejdernes side. Men vi er langt fra vant til at blive dramatisk forstyrret af, at spillereglerne for et marked helt laves om.

Om Niels Henriksen

Niels HenriksenNiels Henriksen er rådgivningschef hos Lederne i Team Ledelse. Han er ansvarlig for sparring og karriererådgivning af ledere.

Niels Henriksen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Master of public administration fra Copenhagen Business School.

Klummen er publiceret i Jyllands-Posten  og på Finans.dk onsdag den 9. marts 2016.

Danske erhvervsorganisationer vurderer, at alt for mange virksomheder endnu ikke er med på ’disruptive’-bølgen.

Rådgivningschef hos Lederne Niels Henriksen

Harvardprofessor Clayton M. Christensens korte definition på disruption er: "Når en mindre virksomhed med få ressourcer udfordrer veletablerede virksomheders forretningsmodel, og større kundesegmenter skifter til den nye virksomheds produkter". Gode eksempler på, at nye virksomheder ændrer spillereglerne på et marked, er f.eks., at GoMore med delebiler og samkørsel forstyrrer både bilforhandlere og bus- og togselskaber, eller AirBnB, som bryder hotelkædernes monopol på at give turister nattely verden over. Pointen er, at afbrydelsen kommer udefra fra entreprenante, ukendte virksomheder, og du har ikke set det komme.

LÆS OGSÅ: Tre udfordringer for global ledelse

Så hvordan kan du som direktør forberede dig på de ukendte konkurrenter? Og hvordan kan du som mellemleder skabe en bedre kultur og adfærd i din afdeling, så hverdagens "forstyrrelser" bidrager til, at virksomheden får viden ind fra ledere, kunder og idemagere i helt andre brancher og måske verdensdele? Nogle af de store virksomheder, der allerede prøver at være proaktive i en "disruptiv" verden, har etableret særlige afdelinger (afdeling X), som skal undersøge muligheder uden for boksen, men danske erhvervsorganisationer vurderer, at alt for mange virksomheder endnu ikke er med på ’disruptive’-bølgen.

Konkret kan man som leder f.eks. investere fem procent af arbejdstiden på at se på helt andre typer af virksomheder, være med i netværk med ledere fra andre brancher, deltage i seminarer, konferencer eller masterclasses om noget, der slet ikke vedrører det nuværende fagfelt. Vi har nemlig en tendens til altid at søge homogeniteten. Ingeniørerne tager på fagmesse, økonomicheferne til CFO-konference, marketingcheferne til BizzEvents osv., hvor vi kan lure på konkurrenterne og sjældent få en helt ny idé eller møde fremmede fagfolk. En flittig dansk mellemleder leverer i snit 45 timers arbejde om ugen, så fem procents investering af arbejdstiden – der er altid noget at hente ved at droppe eller effektivisere på møderne – giver mindst 50 timer det næste halve år til bogstaveligt talt at forlade og tænke ud boksen.

Spild ikke tiden med flere interne indholdsløse møder om, hvad I tror rammer jer. Kom ud undersøg, hvad der sker på andre markeder, sektorer og fagområder.

Rådgivningschef hos Lederne Niels Henriksen

Du kan også sende nogle af dine medarbejdere, som skal på efteruddannelse eller til messer/konferencer, et helt andet sted hen med den opgave at agere som opdagelsesrejsende, der skal udforske nyt land (læs: andre brancher) og hente ny viden ind fra helt andre fagområder. Der er mange typer opgaver som design, produktion, marketing, salg og logistik, der i udgangspunktet er generiske, men som udføres helt anderledes i andre brancher. Du kan også tilbyde én af dine kunder, at I bytter nogle medarbejdere et par uger og på den måde både ’disrupter’ medarbejderne og tillige værts- og gæstevirksomhederne på samme tid.

LÆS OGSÅ: Vellykket global vidensdeling kommer ikke af sig selv

Måske er disruption bare afløseren for ’innovation’, fordi virksomhedsrådgivere og erhvervsjournalister har klemt det sidste saft ud innovationsbegrebet. Men prøv at tage det nye begreb til dig og gør din virksomhed/ afdeling mere klar til at møde den ukendte konkurrence ved at træne et mere "disruptive mindset" bl.a. ved at gå på besøg i ukendte territorier og blande blod med chefer fra helt andre markeder end jeres eget. Spild ikke tiden med flere interne indholdsløse møder om, hvad I tror rammer jer. På med hjelmen og kom ud undersøg, hvad der sker på andre markeder, sektorer og fagområder og omsæt det bedste til ny værdiskabelse i virksomheden. Gør du det, så bliver du en mere disruptiv leder!