Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Politikere og ledere i fælles kamp for bedre dialog

08. marts 2016

Debatindlæg i Danske Kommuner og på danskekommuner.dk af ledelsesrådgiver Helle Bruun Madsen.

At skulle manøvrere i et politisk styret system er den største hindring for at udøve god ledelse i danske kommuner. Sådan lyder den klare melding fra over halvdelen af de kommunale ledere ifølge en ny undersøgelse fra Lederne.

Helt præcis 54 procent af lederne vurderer, at "den politiske virkelighed" i høj/meget høj grad er en begrænsning for at udøve god ledelse. Det er en melding, der er grund til at tage alvorligt.

Som leder i en kommunal forvaltning, en børneinstitution eller på et plejecenter er den politiske virkelighed en ekstra dimension, man skal kunne håndtere oven i ledelse af medarbejdere og hensynet til brugere og borgere samt øvrige interessenter. Ikke blot skal ledere kunne "oversætte" de politiske beslutninger og konsekvenserne heraf for medarbejderne, så de giver mening. En anden ligeså vigtig, men ofte overset, ledelsesdisciplin er evnen til at lede op ad og forklare kommunalpolitikerne, hvordan de politiske beslutninger påvirker den daglige ledelsesopgave.

Vejen til politikerne kan være et sandt forhindringsløb.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

Men vejen til politikerne kan være et sandt forhindringsløb. Først skal lederen igennem indtil flere ledelseslag for overhovedet at blive synlig for politikerne. Dernæst skal hun bryde gennem lydmuren og skaffe sig taletid hos travle politikere, som den dag måske er mere optaget af den seneste enkeltsag.

LÆS OGSÅ: Politisk virkelighed bremser for god ledelse i kommunerne

Løsningen er for det første, at de kommunale forvaltninger tør slippe taget i politikerne og lukke de lokale ledere ind. Dernæst kræver det ledere, som evner at skabe relationer og kan kommunikere klart. Endelig kræver det politikere, som tør og vil dialogen om effekten af deres beslutninger, og som prioriterer at besøge de lokale lederes hjemmebane eller har lyst til selv at få besøg i byrådssalen eller udvalgslokalet.

Der er grundlag for, at politikere og ledere gør fælles front og kræver en bedre dialog med hinanden.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen

Gevinsten er tydelig: Politikerne får større indsigt i, hvad det vil sige at være kommunal leder. De kommunale ledere får større forståelse for de beslutninger, som politikerne træffer, og kan derved lettere forklare følgerne af en given forandring for medarbejderne. Samlet set baner det vejen for mere velgennemtænkte og langtidsholdbare beslutninger. Der er grundlag for, at politikere og ledere gør fælles front og kræver en bedre dialog med hinanden.

Om Helle Bruun Madsen

Debatindlægget er bragt på danskekommuner.dk den 8. marts og bringes også i magasinet Danske Kommuner den 10. marts 2016.

Helle Bruun Madsen er en del af rådgiverteamet i Ledelse, Ledernes enhed for sparring og rådgivning af ledere. Helle Bruun Madsen har 19 års erhvervserfaring fra arbejdsgiver- og faglige organisationer samt offentlige arbejdspladser.