Derfor er det uklogt, at et politisk flertal skaber usikkerhed for de danskere, der rejser uden for EU/EØS for at arbejde i lokale virksomheder. Det bliver ikke desto mindre situationen, hvis det såkaldte opholdskrav vedtages. Opholdskravet tredjebehandles i Folketinget 13. december. Hvis det vedtages, vil det fuldt indfaset betyde, at man mister retten til dagpenge, når man vender hjem efter at have arbejdet mere end ét år inden for de seneste otte år i en ikke-dansk virksomhed uden for EU/EØS-området.
Det vil ramme danskere ude i verden, der i årevis har betalt til a-kassen. De har netop holdt fast i deres medlemskab af en a-kasse for at have en økonomisk sikkerhed, når de vender hjem. Det betyder, at opholdskravet vil ramme både dem, der er ude nu, og dem, der for længst er kommet hjem.
LÆS OGSÅ: Opholdskrav vil afholde danskere fra international karriere
Et eksempel er den danske leder, der i knap 30 år har betalt til a-kassen og de seneste ti år har boet i Singapore og planlægger at vende hjem til foråret. Hvis opholdskravet vedtages, har vedkommende med ét ikke noget sikkerhedsnet i form af dagpenge de næste mange år i Danmark.
Den risiko påvirker desværre mange danskeres tanker om en karriere i udlandet. En undersøgelse blandt medlemmer i seks af landets a-kasser viser, at næsten otte ud af ti danskere har fået stærke betænkeligheder ved at rejse ud eller direkte vil afholde sig fra det på grund af opholdskravet.
Dermed går de glip af de karrieremuligheder og oplevelser, som et ophold i udlandet åbner. Og danske virksomheder og det danske samfund går glip af dyrebar international erfaring.
Det kan ingen være tjent med.