Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Når baggrund bliver en fordel

02. november 2016

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK.

Med jævne mellemrum kan man høre og lære historier om danske ledere, som er rejst ud i verden og nu sidder i spændende lederjob i andre lande. Det er altid særdeles inspirerende at dykke ned i deres erfaringer med at være danske ledere i et andet land: Dels i forhold til de rent ledelsesmæssige udfordringer, som det kan indebære, når man forsøger at bære danske ledelsestraditioner med til eksempelvis USA eller Sydeuropa. Dels i forhold til den udfordring, som det kan være, når ikke kun lederen, men også ofte en hel familie, skal finde sig til rette under fjerne himmelstrøg.

Men der ligger faktisk også en god portion inspiration i at lytte til ledere, som har taget turen den modsatte vej – altså udenlandskfødte ledere, som nu sidder i virksomheder i Danmark. For nylig bragte magasinet Lederne et interview med Fei Chen, der er født i Beijing i Kina, i dag er vice president for new business hos Haldor Topsøe og blandt indlægsholderne på konferencen Ledelsens Dag 24. november, hvor fokus er på global ledelse. Fei Chen har boet næsten halvdelen af sit liv i Danmark, men har erfaringer på cv´et som både topleder i Kina og Danmark, og hun kan derfor med stor vægt udtale sig om de udfordringer og muligheder, et jobskifte på tværs af landegrænserne medfører.

LÆS OGSÅ: Tryghed i Danmark giver god basis for innovation

Noget af det, som jeg især bed mærke i i interviewet, var hendes beskrivelse af, hvordan det i nogle situationer kan være en kæmpe fordel som leder i Danmark ikke at være født og opvokset her i landet.

”Når du arbejder med innovation, er det helt essentielt, at du både tør tænke anderledes og at være anderledes. Og der kan jeg bruge min baggrund. På et tidspunkt var jeg nødt til at sige til mig selv: ”Du bliver nødt til at forstå, at du ikke er indfødt dansker. Du har noget unikt, som er dig, og det skal ikke give køb på.” Så jeg prøver at kombinere det og sige: ”Okay, jeg er anderledes, jeg må tage det bedste fra begge verdener”. Så jeg kan tillade mig at stille spørgsmål, fordi jeg er anderledes, men det gør også, at jeg er mere tolerant over for andre mennesker,” forklarede Fei Chen blandt andet i interviewet.

I nogle situationer er det givetvis nemmere at ansætte en leder, som kender dansk sprog, dansk kultur og danske normer – men vanetænkning og sikkerhed er langt fra altid nøglen til innovation og nytænkning

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Den kinesiskfødte kemiingeniør ser således sin baggrund som en stor force i sit lederskab. Hun oplever, at hun har nemmere ved at sætte spørgsmålstegn ved ting, vi som danskere ikke forventer, hun pr. automatik kender svaret på.  Det giver, som hun selv udtrykker det,”højere til loftet i forhold til at stille dumme spørgsmål”.

Set fra min stol er der slet ingen tvivl om, at det er en stor gevinst for danske virksomheder, når de har modet og visionerne til at ansætte ledere, der kommer fra andre lande og andre dele af verden. Da vi i Lederne i en konjunkturundersøgelse i sommer spurgte, om lederne forventer at skulle rekruttere arbejdskraft fra udlandet i andet halvår af 2016, svarede flere end hver femte ”ja”. Og blandt de ledere, som forventede at vende blikket uden for Danmarks grænser, når der skulle besættes stillinger, angav 30 procent, at det vedrørte ansættelse af ledere.

LÆS OGSÅ: Nøglen til globalt lederskab er at lytte og aflæse

I nogle situationer er det givetvis nemmere at ansætte en leder, som kender dansk sprog, dansk kultur og danske normer – men vanetænkning og sikkerhed er langt fra altid nøglen til innovation og nytænkning. Og de – for nu at genbruge Fei Chens udtryk – ”dumme spørgsmål”, som en ny, udenlandsk leder kan stille, er måske lige netop de spørgsmål, som kan åbne nye døre til nye markeder og nye forretningsmuligheder.

Er det bekymrende for danske ledere? Nej, ingenlunde. Danskfødte ledere har således præcis samme muligheder for at betragte arbejdsmarkedet som globalt og kan rejse ud i verden og tage del i konkurrencen om attraktive, spændende jobmuligheder – og så kan danske ledere, når de sætter i stolen i en virksomhed i Beijing, jo meget passende stille alle de dumme, gode spørgsmål.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 2. november 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.