Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Man kan ikke købe sig til lavt sygefravær

26. april 2017

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: For nogle år siden var der livlige debatter i de HR-netværk, som jeg er en del af, om hvorvidt det var en god idé at indføre kontant belønning eller gaver til de medarbejdere, som har et lavt eller slet intet sygefravær.

Jeg tror aldrig, vi blev enige om en fælles holdning, men når vi satte fokus på emnet, skyldtes det selvfølgelig ønsket om at nedbringe sygefraværet, som var og stadig er en stor udfordring for mange virksomheder.

Jeg har selv den grundlæggende holdning, at man ikke kan købe sig til lavt fravær, og derudover mener jeg også, at belønningerne kan have andre uheldige følgevirkninger som f.eks. en mistænkeliggørelse og en antydning af pjækkeri, hvilket jeg absolut ikke bryder mig om. Selv vælger jeg at tro på, at hvis en medarbejder ringer om morgenen og melder sig syg, er det vitterligt fordi, han eller hun er syg. At købe sig til lavt sygefravær er en snuptagsløsning, som måske kan have en kortvarig effekt på sygefraværsstatistikken, men i længden sker der det, at belønningen fjerner fokus fra årsagen til fraværet.

Jeg har selv den grundlæggende holdning, at man ikke kan købe sig til lavt fravær

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

I Lederne har vi for kort tid siden foretaget en ny undersøgelse, der er baseret på svar fra 1.373 ledere, og her siger lederne helt klart nej til kontant belønning for lavt sygefravær. Kun knap hver fjerde leder mener, at afdelingen eller den enkelte medarbejder skal have en kontant belønning for lavt sygefravær, hvilket er helt i tråd med min holdning og den tendens, jeg synes at opleve, nemlig at det kun er ganske få virksomheder, der vælger at belønne for lavt sygefravær. Fakta er, at vi får vores løn for at møde på arbejde, og det giver ingen mening, at vi skal have ekstra i lønposten, fordi vi kommer raske på arbejde.

 

LÆS OGSÅ: Ledere siger nej til kontant belønning for lavt sygefravær 

Vil man sætte fokus på at nedbringe sygefraværet, skal man som ledelse måske begynde at undersøge nærmere, hvorfor der er medarbejdere, der kun har få eller ingen sygedage. Jeg har ikke selv det endegyldige svar, og der er i virkeligheden nok lige så mange svar som omstændigheder, der kan spille ind, som f.eks. individuelt immunforsvar og små børn, der bringer smitte med hjem fra børnehaver eller skoler. Selv oplevede jeg på et tidspunkt, at en kollega i forbindelse med en rygoperationen blev opfordret af lægen til at blive hjemme i en længere periode, men som valgte at møde ind, da han følte sig klar noget tidligere end lægens anbefaling.

 

Jeg siger ikke, at medarbejdere ikke skal følge lægens råd og tage den tid, det tager at blive helt rask, men det er alt andet lige på ens egen krop, man kan mærke, hvornår det er tid til at genoptage sit arbejde. Omvendt skal man også være i stand til at fornemme, hvornår det er klogt at blive hjemme under dynen. Der findes nemlig også den type medarbejdere, der anser sig selv som ikke bare loyale, mens nærmest uundværlige, og som derfor møder ind, selvom halsen er ru, øjnene blanke og feberen stigende. Det er i mine øjne misforstået loyalitet og risikerer i sidste ende at være medvirkende til, at en forkølelse eller influenza spreder sig til flere, og dermed får sygestatistikken til at stige og produktiviteten til at falde.

 

LÆS OGSÅ: Sundhedsordninger skal øge tilfredshed og nedbringe sygefravær

 

Præmier eller bonus kan måske for nogen være en løsning til at nedbringe sygefraværet, men hvis man som leder og som ledelse reelt vil gøre noget ved problemet, kræver det mere end lidt ekstra i lønningsposen til de raske. Det kræver systematisk arbejde med fravær så vel som fastholdelse i virksomhederne. Det handler om trivsel, psykisk arbejdsmiljø, mening med jobbet og menneskelige værdier.

 

Virksomheder med et godt og tillidsfuldt samarbejde, hvor arbejdet opleves som meningsfuldt og udviklende, har ofte et lavt fravær. Og det er hér, lederne skal lægge indsatsen, hvis vi på længere sigt vil have mindre sygefravær.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 26. april 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for områderne Arbejdsmiljø og Uddannelse. Derudover har Vibeke Skytte ansvar for Ledernes Økonomifunktion, intern HR og Ejendom.