Ligestilling er ikke (kun) en kvindesag

24. januar 2018

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: ”Ligestilling mellem kønnene er ikke en kvindesag. Det er en sag for alle. Vi kan kun opnå ligestilling, hvis alle deltager – fordi det er noget, som vedrører os alle.” 

Nogenlunde sådan lød ordene, da Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary for et års tid siden holdt en meget inspirerende og tankevækkende tale i forbindelse med overrækkelsen af Women´s Board Award. Bestyrelsesprisen gik dengang til Pernille Erenbjerg, CEO i TDC, og på fredag den 26. januar er Kronprinsessen igen klar til at uddele Women´s Board Award til en kvinde, der har gjort sig særligt positivt bemærket i bestyrelses- og erhvervslivet.

Jeg er helt enig, når Kronprinsessen betoner, at ligestilling ikke kun er noget, der bør optage kvinder. Endemålet må således, som hun videre så rigtigt sagde i sin tale, være, at vi som individer og som samfund flytter os fra at tale om ”mand” eller ”kvinde” til at tale om ”et menneske”.

Ligestilling er ikke noget, man kan trække i en automat eller købe på nettet, uanset om de fleste har nok så gode intentioner – der er behov for tålmodighed, oplysning, viden og, måske frem for alt, rollemodeller

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Jeg kan huske, at jeg efter sidste års kåring faldt i snak med en yngre mandlig leder, der på baggrund af Kronprinsessens tale reflekterede over, hvorfor man overhovedet skal bruge tid og krudt på særlige kønsopdelte kåringer? Hvis vi nu, som han sagde, alle sammen kan blive enige om, at vi skal have fokus på det, som mennesker udretter, opnår og mener – uanset om det er en kvinde eller en mand – skal vi så ikke droppe kåringer af særligt dygtige kvinder kun sammenlignet med andre kvinder og særligt dygtige mænd kun i konkurrence med andre mænd?

LÆS OGSÅ: Hvem skal vinde Women's Board Award 2018?

Jeg forstår godt overvejelsen – men det korte svar både for et år siden og i dag er, at der i forhold til kvindelige mellemledere i almindelighed og kvindelige ledere i erhvervslivets top i særdeleshed fortsat er brug for rollemodeller. Ligestilling er ikke noget, man kan trække i en automat eller købe på nettet, uanset om de fleste har nok så gode intentioner – der er behov for tålmodighed, oplysning, viden og, måske frem for alt, rollemodeller. Og netop derfor har det værdi og et klart formål, når man for eksempel hylder et særligt dygtigt kvindeligt bestyrelsesmedlem.

Unge, nyuddannede kvinder med leder- og bestyrelsespotentiale har på et arbejdsmarked som det danske, hvor tre ud af ti ledere er kvinder, men hvor fem ud af seks toplederjob fortsat bestrides af mænd, og hvor der også i bestyrelseslokalerne stadig er en markant overvægt at mænd, brug for andre dygtige, seje kvinder, de kan spejle sig i.

LÆS OGSÅ: Svag stigning i andel af kvindelige ledere

Og de lidt ældre kvinder på arbejdsmarkedet, som måske har fravalgt karrieremuligheder og sagt nej til lederjob eller bestyrelsesposter, kan lære rigtig meget af andre kvinder, som viser, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre at bestride tunge leder- og bestyrelsesposter som kvinde. Og den gode nyhed er som bekendt, at det aldrig er for sent at opsætte nye mål for sig selv. Så selvom man måske er 55 eller 60 år, kan netop inspirationen fra en rollemodel være kimen til selv at tage fat på jagten på nogle af de jobmæssige mål, man tidligere i karrieren har skrinlagt. 

Her afslutningsvis får jeg lyst til igen at citere lidt fra Kronprinsesse Marys tale fra Women´s Board Award 2017 – her havde hun nemlig også et par helt rigtige betragtninger om netop rollemodeller:

”Vi taler ofte om behovet for kvindelige rollemodeller for at vise, hvad det er muligt. Når vi kigger rundt i verden, synes alt muligt. Kvinder i dag bestrider landets højeste embeder, og de er til stede i de fleste professioner. Men vi har behov for flere og mere forskellige kvindelige rollemodeller. Vi har brug for eksempler på, at der findes mere end én slags ledere og bestyrelsesledere. Og at der findes mere end én måde at opnå de indflydelsesrige positioner på.”

 

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 24. januar 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte