Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledertalenter findes i egne rækker

21. juni 2015

Ikke kun store, men også flere mellemstore virksomheder begynder at rette blikket indad, når der skal spottes medarbejdere med lederpotentiale.

Jeg har tidligere på denne plads gjort mig til talskvinde for, at unge talenter skal have chancen for at prøve kræfter med lederjobbet. Men nogen gange er det lettere sagt end gjort, for ofte er det desværre sådan, at vi, der rekrutterer, pr. automatik sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også går at ansætte en ung og uerfaren medarbejder til et lederjob, som trods alt stiller en del krav.

Det er både ærgerligt og spild af potentiale, når vi springer over, hvor gærdet er lavest, for vi skal have flere unge i ledelse. De har rigtig meget at byde ind med, har styrken og viljen til at gøre en forskel, og så er de ikke bange for at holde fast i en drøm, selv om der kan være modvind undervejs. De unge vil gerne ledelse! Af en undersøgelse, Lederne i marts sidste år offentliggjorde blandt medarbejdere og studerende under 39 år, fremgik, at 66 procent helt sikkert eller måske har ambitioner om at blive leder. Det er et højt og flot tal, og selvom det måske ikke lykkes for alle at føre drømmen ud i livet, glæder det mig oprigtigt, at så mange unge finder ledelse attraktivt.

Allerede i dag er der stor efterspørgsel efter de gode medarbejdere og ledere, og den vil være stigende, hvorfor der også er al mulig grund til at sætte fokus på talentudvikling.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Men måske er der et holdningsskifte på vej blandt HR-cheferne, der gør, at de mange unge med lederambitioner kan få deres drøm opfyldt. En meget interessant artikel i Berlingske Business for nogle uger siden satte nemlig fokus på, at flere virksomheder er begyndt at finde nye ledere i egne rækker.

Én af disse virksomheder er McDonald´s Danmark, hvor man med den amerikanske del af koncernen som forbillede har udviklet et omfattende talentprogram, som skal sikre, at de dygtigste medarbejdere kan fastholdes og stige i graderne. Indenfor det seneste år har flere end 300 medarbejdere deltaget i et internt uddannelsesprogram, og pt. er 95 procent på lederniveau hentet internt.

Rigtig mange store virksomheder har i dag omfattende talentprogrammer, men der er ingen tvivl om, at i løbet af de kommende år vil også flere mellemstore virksomheder begynde at rette blikket indad i eget hus for at spotte talenterne. Allerede i dag er der stor efterspørgsel efter de gode medarbejdere og ledere, og den vil være stigende, hvorfor der også er al mulig grund til at sætte fokus på talentudvikling.

Der er nemlig rigtig mange fordele ved at arbejde in-house med talenter. De åbenlyse er kendskabet til virksomhedens kultur og måde at arbejde på, og omvendt kender virksomheden medarbejderens styrker, svagheder og tidligere præstationer. Men der er bestemt også en del, der bør overvejes, f.eks. om et talentprogram udelukkende skal føre til ledelse, eller udvikler man også til specialiststillinger, som i høj grad også vil være en attraktiv faktor på fremtidens arbejdsmarked?

Et helt grundlæggende spørgsmål er, hvordan vi spotter talenterne? Er det målinger og test, eller er det ren mavefornemmelse? Og så kommer vi ikke udenom det paradoks, der ligger i vores bestræbelser på at fastholde og udvikle de gode, dygtige medarbejdere, nemlig om vi i virkeligheden er i stand til at fastholde dem. For hvis de er attraktive for os, er de det helt sikkert også for vores konkurrent.

Svaret må svæve i det uvisse, men set fra min stol er det en god idé hele tiden at sikre, at vi har den bedst kvalificerede arbejdskraft, og at unge, der ønsker at satse på en karriere som leder, også får de optimale muligheder for at lære faget så tidligt som muligt.

Om det så bliver i min eller din virksomhed, kan i princippet være underordnet. Men virksomheden, der spotter og investerer i medarbejderen, er med til at gøre en forskel. For gode ledere må aldrig blive en mangelvare.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 21. juni, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver søndag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.