Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Lederens ideer er ikke (altid) de bedste

22. juli 2015

Hvad gør du som leder, når én af dine medarbejdere eller kollegaer kommer med en ny idé? Forelsker du dig straks i den og tænker, hvordan du kan få andel i det fremragende forslag, eller tænker du, at det ikke er dit job at omsætte flere ideer til endnu flere opgaver, for du har i forvejen nok at gøre? Dit mindset som leder, når det gælder at håndtere de ideer og forslag, der lander i din indbakke, kan være meget afgørende for din virksomheds succes. Det er ikke mindst vigtigt, hvis du synes, ressourcerne i din afdeling er knappe, eller I har svært ved at finde nye, kompetente medarbejdere.

For en virksomhed er en idé først god, når den kan omsættes til en større eller mindre forandring, der skaber værdi. Enten i form af øget salg, reducerede omkostninger, bedre kvalitet eller nye samarbejds-parter.  Der er skrevet mange bøger og holdt mange konferencer om innovation, og mange virksomheder kan godt se nødvendigheden af at ideudvikle på både produkter og processer. Nogle vælger at etablere udviklingsafdelinger og innovationslaboratorier, andre vælger at hente ganske dyre rådgivere ind for at skabe en mere innovativ kultur. Begge løsninger kan skabe resultater, men ligesom ved de fleste andre forandringer, overses det i mange af disse innovationsprojekter, hvad driftsledere og mellemledere kan og skal gøre for få flere og mere kvalificerede ideer på bordet.

Din rolle som leder er ikke at være idemageren, men den, som skaber muligheder og rammer for at flere ideer kommer frem, og at dem med størst potentiale får gødning og sponsorering.

Niels Henriksen, rådgivningschef hos Lederne

Nye tal viser, at både ledere og medarbejdere oplever, at de kommer med forslag og ideer til en bedre opgaveløsning på deres arbejdsplads.  Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov om leder- og medarbejderansvar siger knap otte ud af ti medarbejdere, at de kommer med ideer og forslag til opgaveløsningen. Tilsvarende vurderer lidt færre ledere, at de selv er de bedste idemagere.  Mest positivt ifølge undersøgelsen er at halvdelen af både ledere og medarbejdere mener, at det er teamet/afdelingen i fællesskab som bringer de bedste ideer på bordet.  Så regn ikke som leder med, at du skal være den iderige alene. Kun hver femte medarbejder synes, deres nærmeste leder kommer med mange og de bedste ideer.  Skulle du bære på et billede af, at du som leder har eneansvaret for at tænke nyt og få de bedste ideer så kan det have to uheldige effekter: Den ene er, at puljen af ideer bliver for lille til at skabe innovation og værdi af. Den anden negative konsekvens, hvis ledelsen tager patent på ideudviklingen, er, at medarbejdernes lyst til at komme med ideer endsige arbejde videre på lederens forslag bliver kvalt.

Derfor: Næste gang, en medarbejder kommer med ny ide, stor eller lille, så lad være med at skyde den ned eller stjæle den!

Prøv i stedet at kultivere den, undersøge hvilket potentiale den har og beslut dig knap så hurtigt, om den kan realiseres eller skal aflives. F.eks. kan du bede medarbejderen beskrive fordele og ulemper ved ideen, eller bede vedkommende drøfte den med et par kollegaer eller kunder for at få den trykprøvet og skabe et fælles ejerskab. Det kan f.eks. føre til en prototype, som virksomheden kan bruge nu og her, eller der åbenbares måske et behov for hjælp og finansiering.

Du er sikkert stødt på både begreberne deleøkonomi og crowdfunding, hvis du er læser af erhvervsstof i medierne – som du er lige nu. Det behøver ikke kun at være for fattige kunstneres musikudgivelser eller sommerferiens Airbnb-værelser. Prøv at tænke de to begreber ind i lederskabet i jeres virksomhed, når I skal have udbytte af de bedste af de ideer, som mange medarbejdere ifølge tallene i Ledernes undersøgelse gerne forsyner deres chefer med.  Hvis I både deler ideer, tid og kompetencer til at få gjort flere ideer flyvefærdige på tværs af de sædvanlige fagområder og siloer, som stadig præger mange større virksomheder, mener jeg, der er et langt større potentiale for værdiskabelse i mange virksomheder. Er der brug for at købe sig ekstra hjælp f.eks. til at lave en prototype eller businesscase på en idé med potentiale, er det min erfaring fra mange virksomheder, at der er ledige penge hist og her på budgettet hos økonomisk ansvarlige ledere.  Så med lidt crowfunding internt i virksomheden er det muligt at finansiere en ekstern rådgiver eller en god proceskonsulent.

Så din rolle som leder er ikke at være idemageren, men den, som skaber muligheder og rammer for at flere ideer kommer frem, og at dem med størst potentiale får gødning og sponsorering.  Det handler om at være klar i mælet over for dine medarbejdere og lederkollegaer om hvilke ideer, som bringes videre, og hvilke som sættes på standby. Og husk, at nogle små ideer kan være så geniale, at de bare skal realiseres hurtigst muligt, fordi medarbejderne dermed oplever, at det kan betale sig at få flere ideer. Andre ideer kan være så skæve eller store, at de skal i rugemaskinen i længere tid, inden de bliver værdiskabende - og måske et andet sted end i din afdeling eller virksomhed. F.eks. gik der næsten 50 år, fra konservesdåsen var opfundet af en engelsk købmand, til en amerikansk opfinder på den anden side af Atlanten udviklede dåseåbneren.

Vi ved fra undersøgelser, at der under den økonomiske krise har været en stigende grad af topstyring i mange virksomheder, og megen nytænkning er bremset af effektiviseringer og for kortsigtede KPI'er.

Men jeg vil opfordre lederne til at løsne tøjlerne og give mere plads til medarbejdernes ideer. Det er vigtigt at skabe en kultur, hvor medarbejderne tør komme frem med deres forslag til nye måder at gøre tingene på. Til gengæld skal vi som ledere sørge for at give grundig feedback på de indkomne forslag og give den rette anerkendelse og belønning. Så pas på med at tage æren for nye ideer og forslag, men del æren med dine medarbejdere, når det lykkes at få små og store ideer realiseret.

Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 22. og 29. juli.

Om Niels Henriksen

Niels Henriksen

Niels Henriksen er rådgivningschef hos Lederne i Team Ledelse. Han er ansvarlig for sparring og karriererådgivning af ledere.

Niels Henriksen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Master of public administration fra Copenhagen Business School.