Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Lederen skal også lede chefen

25. april 2018

KLUMME AF FORMAND FOR LEDERNE NORDSJÆLLAND, GITTE WINKLER, I FREDERIKSBORG AMTS AVIS: Ledelse opad er et emne, som ledelseseksperter de senere år har viet stadig større opmærksomhed. Det går ud på, at lederen arbejder på at opbygge et stærkt parløb med sin chef, så man lytter til hinanden og drager nytte af hinandens forskellige styrker.

At lede sin chef handler ikke om at bestemme, hvad han eller hun skal. Det handler om at bidrage til løsninger, give konstruktiv feedback til chefen og bakke chefen op samtidig med, at man italesætter sine egne ledelsesmæssige behov og stiller krav til de rammer, man selv skal lede under.

Kort sagt: På samme måde, som ledere skal udvikle deres medarbejdere og ”spille dem gode”, skal ledere også spille deres chefer gode.

Der er ingen tvivl om, at både ledere, medarbejdere og de øverste chefer leverer bedre resultater, når mellemlederen leder både opad og nedad

Formand for Lederne Nordsjælland, Gitte Winkler

Ledelse opad lader til at være andet og mere end et smart begreb, som cirkulerer i lukkede kredse mellem ledelsesforskere og konsulenter. Det er tilsyneladende et emne, som også interesserer ledere her i Nordsjælland. I hvert fald er der for længst udsolgt til en konference, som Lederne Nordsjælland holder her i eftermiddag i Hørsholm om netop det tema. Her vil tre oplægsholdere give inspiration og metoder til, hvordan man som leder kan lykkes med sine, afdelingens og virksomhedens mål.

 

Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor der er så stor interesse for dagens emne. Men det kan hænge sammen med, at den enkelte leder kan forbedre både sin egen og afdelingens præstationer, hvis han eller hun lærer at lede op ad. Dermed er emnet konkret og brugbart.

 

Skal man tro en spritny undersøgelse fra Lederne, så har danske ledere i den grad noget at lære, når det gælder ledelse opad. I undersøgelsen har 518 mellemledere besvaret forskellige spørgsmål om relationen til deres chef.

 

LÆS OGSÅ: Strategisk ledelse er sværere end nogensinde

 

Svarene tyder på, at der er plads til forbedringer. Blot hver tredje svarer bekræftende til, at de i fuldt omfang får den information fra topledelsen, som de har brug for. De resterende savner i forskellig grad tilstrækkelig information. Svarene ligger i tråd med en opgørelse, vi hos Lederne foretog for et års tid siden blandt medlemmer fra hele landet. Opgørelsen viste, at knap hver tredje samtale mellem medlemmerne og Ledernes professionelle rådgivere handler om udfordringer relateret til manglende ledelse opad.

Det virker med andre ord som om, ledelse opad er en disciplin som mange er opmærksomme på, men som mange også har svært ved at håndtere i hverdagen. Det kan hænge sammen med, at det for nogle ledere kan kræve mod at insistere på at forbedre den løbende dialog og feedback.Og for ledernes chefer kan det være en vanskelig bro at krydse, hvis de har mistro til lederens motiv for aktivt at interessere sig for chefens opgaver og planer.

Derfor skal begge parter investere tid og kræfter i at opbygge en tæt og åben kommunikation, og chefen skal være lydhør over for input fra lederen.

 

LÆS OGSÅ: Flere med faglært baggrund tager lederuddannelser

 

Jeg ved selv, hvor svært det kan være i det daglige. Men der er ingen tvivl om, at både ledere, medarbejdere og de øverste chefer leverer bedre resultater, når mellemlederen leder både opad og nedad. Det tror jeg, vi vil høre meget mere om. Ikke kun på Ledernes konference i aften, men også de kommende år. Ledelse opad og på tværs er vigtigt.