Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Ledere skal tænke verdensmål ind i forretningen

25. juni 2019

VICEADMINISTRERENDE DIREKTØR I LEDERNE BODIL NORDESTGAARD ISMIRIS I JYLLANDS-POSTEN: Hvis FN’s verdensmål for alvor skal slå igennem i erhvervslivets indsats, skal det ikke bare være noget, man gør for at vise samfundsansvar. Det skal blive en naturlig del af ledernes mindset og et konkurrenceparameter for virksomheden.

7 ud 10 danske ledere er ansat i virksomheder eller institutioner, som allerede arbejder med FN’s verdensmål på den ene eller anden måde. Det viser Ledernes medlemsundersøgelse, og det er i udgangspunktet en rigtig god nyhed. Verdensmålene har bred bevågenhed og er kommet på dagordenen ikke bare blandt politikere og meningsdannere, men også langt ind i erhvervslivet.

Nej, verdensmålene bør i stedet blive en helt integreret del af alle lederes mindset og tænkes ind i selve kerneforretningen. Et stort og seriøst stykke arbejde med verdensmålene kan blive et vigtigt konkurrenceparameter for virksomhederne i en tid, hvor den politiske og folkelige opmærksomhed på bæredygtighed og verdensmål er stærkt stigende.

Viceadministrerende direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris

Når vi spørger nærmere ind til, hvorfor virksomheden har valgt at arbejde med verdensmålene, er det ønsket om at tage et større samfundssansvar, som fylder mest. Det er naturligvis også rigtig positivt, at mange virksomheder har det ønske om at spille en positiv rolle i det samfund, de er en del af. MEN det er afgørende for både opfyldelsen af verdensmålene bredt set og virksomhedernes arbejde med dem, at det ikke bare bliver noget, erhvervslivet arbejder med for at være ”gode” i en samfundsmæssig kontekst.

Nej, verdensmålene bør i stedet blive en helt integreret del af alle lederes mindset og tænkes ind i selve kerneforretningen. Et stort og seriøst stykke arbejde med verdensmålene kan blive et vigtigt konkurrenceparameter for virksomhederne i en tid, hvor den politiske og folkelige opmærksomhed på bæredygtighed og verdensmål er stærkt stigende. Med andre ord skal lederne ikke tænke virksomhedens indsats i forhold til verdensmålene som et ”tillæg” til forretningen, men som en naturlig del og et fast forankret element i virksomhedens strategi. Derfor skal der også følges op på indsatsen på samme måde, som virksomheden følger op på alle andre dele af kerneforretningen.

Men kan det ikke være farligt at sætte sig op på den høje hest som virksomhed i forhold til verdensmålene? Jo, det er selvfølgelig et område, hvor man kan udsætte sig selv for kritik, fordi man ikke gør nok, gør det forkerte eller ikke har taget højde for alle aspekter. Men det skal man ikke lade sig slå ud af. Det handler om at få en kultur og et mindset i virksomheden, hvor kritik ses som en mulighed for at gøre det endnu bedre. Så kan verdensmålene blive en motiverende driver for udvikling i stedet for at se dem som benlænker og en sur pligt.

LÆS OGSÅ: Europa har brug for mere EU

Og så er det vigtigt at huske, at en seriøs indsats for verdensmålene ikke blot kan blive et vigtigt konkurrenceparameter for virksomheden i forhold til at sælge flere produkter, eller hvad virksomheden nu lever af. Nej, det kan også blive et vigtigt parameter for at finde de bedste samarbejdspartnere og ikke mindst de dygtigste medarbejdere. Mange unge lægger vægt på, at de arbejder i en virksomhed, som spiller en positiv rolle i samfundet. Og højst sandsynligt er der også allerede ildsjæle i virksomheden, som vil blive motiveret af at kunne gøre en forskel – og måske blive taget med på råd – for at gøre verden til et bedre sted.

Kontaktoplysninger

Søren Kudahl
Pressechef, Lederne
Tlf.: 2338 4211
E-mail: sku@lederne.dk

 

 

Morten Bonde Pedersen
Pressekonsulent
Direkte: 3283 3456
Mobil: 2948 4086
E-mail: mpe@lederne.dk