Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere i det lange løb

18. januar 2015

Ledere har ofte en meget travl og krævende arbejdsdag, som kræver, at de er i god form. Blandt andet derfor begynder flere og flere ledere at dyrke motion på højt niveau.

Omkring jul og nytår slog det mig, om København igen var blevet vært for en eller anden stor sportsbegivenhed, som jeg blot ikke var blevet opmærksom på. Aldrig har jeg set så mange i mit lokalområde iført løbesko og neongrønne veste, mountainbikere i fuldt udstyr og kajakroere med oppakning til en hel overlevelsestur. Om morgenen kunne jeg høre deres sko på asfalten, længe inden jeg selv havde tænkt på at stå op, og om aftenen, når mørket var faldet på, var det pandelamperne, der lyste om kap med julens guirlander.

Men nej, det var ingen sportsbegivenhed, det var blot naboer og andet godtfolk, der benyttede juleferien til at dyrke motion. Og det er faktisk min oplevelse, at det ikke blot er en juleferie, der sætter turbo på aktiviteterne, det foregår hver eneste dag.

Nøgleord for en leder er bl.a. planlægning, målsætning og høje ambitioner på både egen og virksomhedens vegne.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne.

Mine observationer fik mig til at tænke på en klumme i Financial Times med overskriften ”Chefernes ekstremsport er ved at komme helt ud af kontrol”, hvor Lucy Kellaway skriver om driftige forretningsmænd, der ud over at skulle yde en overmenneskelig indsats på jobbet også lige træner til en ironman. Og hvis det ikke er nok, suppleres det med et besøg i træningscentret – gerne meget tidligt om morgenen.

Hun skriver videre, at topchefer længe har bralret løs om deres benhårde træningsrutiner, men efter hendes vurdering er denne form for ekstremsport ved at komme helt ud af kontrol. Hun stiller det spørgsmål, om man er en bedre chef, fordi man er fit. Og ingen af de to ledere, hun nærer allermest beundring for, har nogensinde trænet.

Om det er fakta, har jeg ikke belæg for at kunne konkludere på, men jeg har også lagt mærke til, at rigtig mange ledere og chefer dyrker sport, og mange nøjes ikke bare med at løbe en gang om ugen, men sætter sig ambitiøse mål som ét eller flere maratonløb eller måske en ironman, og det kan der være en ganske god grund tid. Ledere har ofte en meget travl og krævende arbejdsdag, hvor det fordrer at de skal være på toppen hver dag, både mentalt og fysisk. Og det at være mentalt i form tror jeg motiverer mange ledere til at finde tid til at dyrke motion, f.eks. ved at stå tidligt op for at træne, fordi det betyder noget for deres præstationsevne resten af dagen. Løsninger kommer som bekendt ikke altid, når vi sidder bag skrivebordet, men ofte, når vi kobler fra på anden vis.

Nøgleord for en leder er bl.a. planlægning, målsætning og høje ambitioner på både egen og virksomhedens vegne, og det er faktisk ofte de samme karakteristika, der gør sig gældende for de personer, som dyrker sport, herunder ekstremsport.

Men når det er sagt, så vil jeg da lige tilføje, at mindre end det ekstreme kan gøre det. En – eller måske to – lederkarrierer i en familie kræver en meget nøje planlægning, og bare en halv eller en hel time om morgenen eller i en sen aftentime kan gøre en forskel for både den mentale og fysiske tilstand.

At topledere dyrker sport sammen, som vi f.eks. har set det i de senere år med etablering af cykelhold, har ikke kun noget med motion at gøre, det sker også i høj grad for at skabe og vedligeholde netværk. Topledere har ofte mange møde- og rejsedage, så kombinationen af at mødes med ligesindede og samtidig dyrke sport er ideel for mange. Denne form for netværk kan meget vel være en afløser for de velkendte VL-grupper.

Om man bliver en bedre chef af at dyrke sport, vil jeg lade være usagt. Men der er et sammenfald mellem værktøjer og disciplin, der gør, at man har et godt udgangspunkt. Om det så skal være det ekstreme eller bare en rask cykeltur, må være op til den enkelte.

Klumme i Berlingske den 18. januar af direktør hos Lederne Vibeke Skytte.

Vibeke Skytte

Vibeke SkytteVibeke Skytte er fast klummeskribent i Berlingske, hvor hun hver søndag skriver om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.

Kontakt Vibeke Skytte på vs@lederne.dk eller telefon 32833400.