Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledelsesdisciplinen skal i centrum i det offentlige

28. juni 2017

KLUMME AF BODIL NORDESTGAARD ISMIRIS PÅ FINANS.DK: Kvaliteten af ledelsen i både den offentlige og private sektor kan løftes, hvis der er større udveksling af dygtige ledere mellem de to sektorer. Der er bare en lille udfordring – de private ledere gider ikke være i det offentlige. Og på nogle punkter har de efter min mening god grund til være lunkne ved tanken om et sektorskifte. Ledelsesrummet i den offentlige sektor er nemlig ofte noget mere indskrænket.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at begejstringen for et job i det offentlige er stærkt begrænset for de privatansatte ledere. Kun ti procent af lederne i det private kan forestille sig at skifte til det offentlige. Omvendt er 47 procent af de offentlige ledere klar til at forlade den trygge havn for at kaste sig ud i udfordringer på det private arbejdsmarked. Det viser en undersøgelse, som Lederne lavede sidste år blandt medlemmer, der havde planer om at skifte job.

Som privatansat leder kan jeg godt forstå forbeholdene mod at skifte til det offentlige, for rollen som leder i det offentlige er meget kompleks og modsætningsfyldt. Samtidig er man konstant under beskydning.  Som direktør for DMI og medlem af regeringens ledelseskommission Marianne Thyrring sagde ved en debat, som Lederne afholdt på Folkemødet: ”Man skal være stolt af at være offentlig leder, men offentlige ledere har et ubegribeligt dårligt omdømme”. Det har hun ret i, og jeg tror også, at en del af forklaringen på manglende sektorskift skal findes i måden, som vi taler om det offentlige på. Men det er ikke hele forklaringen.

Der skal gøres op med traditionen om, at de dygtigste fagpersoner i det offentlige, bliver gjort til ledere. De skal gøres til ledere i kraft af deres lederegenskaber – ikke fagfagligheden

Direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris

Når de private ledere bliver spurgt til, hvorfor de ikke vil skifte sektor, handler det primært om, at der er for meget ”politisk indblanding”. At der simpelthen ikke er nok frihed til at lede på den måde som man, ud fra et ledelsesperspektiv, finder bedst. Jeg synes ikke, at politikerne tager deres arbejdsgiveransvar alvorligt. Hvis de vil have dygtige offentlige ledere, skal de kunne lede under nogle ordentlige rammer og vilkår. Det skal blandt andet gøres lettere at belønne dygtige medarbejdere, der gør en ekstra indsats, og afvikle samarbejdet med de medarbejdere, som af den ene eller anden årsag ikke fungerer i jobbet.

Det betyder også, at der skal gøres op med traditionen om, at de dygtigste fagpersoner i det offentlige, bliver gjort til ledere. De skal gøres til ledere i kraft af deres lederegenskaber – ikke fagfagligheden. Den bedste skolelærer er ikke nødvendigvis den bedste skoleleder. Lederes højest prioriterede opgave – uanset om man er ansat i det private eller offentlige – bør være at skabe resultater gennem medarbejderne.  Det kræver først og fremmest, at man er dygtig til at engagere og motivere medarbejderne.

LÆS OGSÅ: Brug for ny viden om offentlige lederes udfordringer

Offentlige og private ledere kan lære meget af hinanden. Offentlige ledere er for eksempel mestre i at håndtere krydspres, dilemmaer og en perlerække af interessenter, der vil hver sin vej. Omvendt har private ledere også meget at bidrage med til den offentlige sektor. Blandt andet fordi de altid har skullet arbejde under den markedskultur, som i højere og højere grad også vinder indpas i det offentlige. Det vil føre til værdiskabelse i begge sektorer og styrke det privat-offentlige samarbejde, hvis sektormobiliteten øges.

Det er mit håb, at flere private ledere får øjnene op for, at et job som leder i det offentlige er både spændende og udviklende, og at Ledelseskommissionen får held med at forbedre de vilkår, som de offentlige ledere skal lede under. Og sidst men ikke mindst, at ledelsesdisciplinen kommer i centrum.

Om Bodil Nordestgaard Ismiris

Bodil Ismiris, direktør hos LederneKlummen er bragt på Finans.dk den 28. juni 2017, hvor Bodil Nordestgaard Ismiris er klummeskribent. Bodil Nordestgaard Ismiris skriver mest om arbejdsmarkedsforhold og ledelse.

Bodil Nordestgaard Ismiris er direktør for Ledernes A-kasse og medlemsrådgivning.