Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledelse på den skandinaviske måde

16. august 2017

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: Gennem årene er der med mellemrum i medier og ledelsesfora sat fokus på den særlige skandinaviske måde at lede på – også kaldet nordisk ledelse – som er kendetegnet ved blandt andet kort afstand mellem ledelse og medarbejdere og en stor frihedsgrad til medarbejderne i løsningen af opgaver.

I Lederne interesserer skandinavisk ledelse os selvsagt rigtig meget. For halvandet år siden lavede vi en undersøgelse om emnet sammen med analyseinstituttet YouGov og ugebrevet Mandag Morgen, og den viste blandt andet, at et stort flertal af de adspurgte danske ledere vurderer, at den skandinaviske ledelsesform skaber bedre økonomiske resultater for virksomheden, end hvis man som leder hælder til en mere topstyret og autoritær form for ledelse.

Lederen har ansvaret for at sikre, at der er de rigtige kompetencer hos medarbejderne, så de kan løse opgaverne i den ønskede kvalitet

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Med andre ord: Skandinavisk ledelse batter på bundlinjen, mener de danske ledere. Og tilmed viste undersøgelsen fra 2016, at ledelsesformen giver mere tilfredse medarbejdere. 83 procent af de adspurgte i undersøgelsen nikkede således til, at den skandinaviske ledelsesstil medfører større medarbejdertilfredshed end under en topstyret, autoritær form for ledelse. Medarbejdere, der oplever dialog og bliver involveret, performer bedre og er overordnet set glade for at gå på arbejde.

Op til sommerferien i år blev sidste hånd lagt på en ny undersøgelse om emnet. Sammen med søsterorganisationerne i Sverige og Norge har vi i Lederne i forsommeren foretaget en undersøgelse blandt 1.559 nordiske ledere for at få et opdateret syn på, om der fortsat er en særlig skandinavisk måde at lede på, og hvordan den i så fald konkret kommer til udtryk.

LÆS OGSÅ: Den skandinaviske ledelsesstil lever i bedste velgående

På bundlinjen står, at den skandinaviske ledelsesstil fortsat udøves i stor stil og udmærker sig ved især tre centrale egenskaber: En høj grad af involvering af medarbejderne i beslutningsprocessen, kort afstand mellem ledere og medarbejdere samt tildeling af stort ansvar og selvstændighed til medarbejderne.

86 procent af de danske ledere, 84 procent af de svenske ledere og 82 procent af de norske ditto svarer i undersøgelsen, der er udarbejdet i samarbejde med Ipsos Public Affairs, at deres organisation i ”høj” eller ”meget høj grad” er kendetegnet ved kort afstand mellem ledere og medarbejdere. Den korte afstand er blot ét af de kendetegn, der går igen på tværs i de nordiske lande. Lederne i alle tre lande hæfter sig også ved, at den dialogbaserede ledelsesstil, hvor medarbejderne bliver involveret og opmuntres til at tage selvstændige initiativer, er særdeles udbredt.

Med den korte afstand og flade struktur hører også en relativ uformel omgangstone. Man behøver som medarbejder i udgangspunktet ikke at være bange for at sige, hvad man mener, og man må – heldigvis – gerne stille spørgsmål og forholde sig kritisk til arbejdsgange og procedurer.

LÆS OGSÅ: Målinger af performance kan føre til

Undersøgelsen viser også, at organisationerne i de skandinaviske lande i høj grad er styret af fastsatte mål.  75 procent af de danske ledere, 76 procent af de norske ledere og 80 procent af de svenske ledere angiver, at deres arbejdsplads i ”høj” eller ”meget høj” grad er kendetegnet ved at være mål- og evalueringsstyret.

Det understreger en vigtig pointe, nemlig at man ikke skal sætte lighedstegn mellem skandinavisk ledelse og ledere, som ikke påtager sig lederskabet og ikke opstiller konkrete mål. Der ligger tværtimod en stor og ofte kompliceret ledelsesopgave i at lede medarbejdere, der selv skal tage et stort ansvar.

Lederen har ansvaret for at sikre, at der er de rigtige kompetencer hos medarbejderne, så de kan løse opgaverne i den ønskede kvalitet. Samtidig skal lederen sparre med medarbejderne, være til stede og ikke mindst sætte en tydelig retning. Og at sætte en retning indebærer også at fastsætte specifikke mål og løbende evaluere indsatsen.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 16. august 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for områderne Arbejdsmiljø og Uddannelse. Derudover har Vibeke Skytte ansvar for Ledernes Økonomifunktion, intern HR og Ejendom.