Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kunsten at overleve uden mobiltelefon

30. november 2016

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK.

For en del år siden havde jeg en dag en”mobil-oplevelse”, hvor jeg i situationen blev noget overrasket over min egen reaktion, og jeg tænker da også ofte tilbage på hændelsen med et lille smil på læben.

Jeg manglede akut en ingrediens til lidt hjemmebag og hastede straks ud i bilen for at køre den halve kilometer til nærmeste købmand, men efter ganske få minutters kørsel opdagede jeg, at jeg havde glemt min mobil. Jeg kørte prompte ind til siden, og min første tanke var, at jeg måtte vende om og hente den.

LÆS OGSÅ: Med smartphonen på natbordet

Da jeg fandt mig selv parkeret i vejkanten, blev jeg noget overrasket over min egen handling: For, tænkte jeg, hvad ville der egentlig ske ved, at jeg var uden min mobil i 10 minutter? Det var en tid, hvor vi endnu ikke kunne bruge mobil til betaling og jeg ville være hjemme igen i løbet af ingen tid. Jeg overlevede den korte tid uden min mobil, og måtte da også konstatere, at ingen andre end jeg selv havde opdaget, at mobilen havde været ”alene hjemme”.

I dag er det næsten utænkeligt, at nogen vil bevæge sig udenfor sit hjem uden sin mobil, og jeg tror, at flertallet af os ville vende om, hvis vi pludselig opdagede, at vi ikke havde fået den med i lommen. Smartphonen er blevet vores livsnerve til stort set alt og at være uden den vil for de fleste være både irriterende og en stor udfordring. Vi er blevet dybt afhængige af den smarte lille sag.

Jeg har selv haft et lille projekt i gang hen over sommeren. Det går ud på, at jeg skal lade min mobiltelefon blive hjemme, hvis jeg tager en tur til byen lørdag formiddag

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

For nylig delte Financial Times´ klummeskribent Lucy Kellaway i Politiken sin oplevelse af at være uden sin smartphone i hele syv dage. På vej til lufthaven havde hun glemt den i en taxa, og hun opdagede først i sikkerhedskontrollen, at den var væk. Hun klagede sin nød til omkringstående, som straks kom hende til undsætning, men da telefonen var på lydløs, og hun ikke kendte navnet på taxaselskabet, var chancen for at få den tilbage lig nul. Oplevelsen lærte hende to ting: At folk generelt er søde og hjælpsomme. Og dét at miste sin telefon betragtes i dag som en katastrofe, der nærmest kan sammenlignes med et hjertestop.

Lucy Kellaways konklusion på de syv dage var, at opfindelsen af smartphonen i virkeligheden ikke er et fremskridt. Efter hendes opfattelse får vi intet ud af konstant at tjekke beskeder – tværtimod går vi glip af så meget, fordi den distraherer og kræver opmærksomhed. For hende var det en ny oplevelse at nyde friheden og de skønne omgivelser, hun befandt sig i. Og besvarelse af mails – som mange af os også klarer over mobilen – kunne nemt klarer via pc. I virkeligheden var det ganske få ting, hun var gået glip af. Og når hun ikke havde adgang til alle de fortræffeligheder, som en smartphone rummer, havde hun i mangel af bedre måttet gøre brug af noget så gammeldags som at indlede en samtale med en fremmed for at spørge om vej – og det fungerede faktisk endnu.

LÆS OGSÅ: Hver anden leder har været på skolebænken i kommunikation

Dét at kontakte en fremmed får mig faktisk til at tænke på både min egne og andres vaner. Hvor mange af os har ikke været til møder eller konferencer, hvor det første, der sker, når der holdes pause, er, at samtlige deltagere straks kaster sig over sin mobil og derefter er i sin egen lille verden, indtil der igen kaldes til samling. Og det er egentlig lidt skræmmende, når mange af os netop kommer til konferencer og arrangementer med det formål at møde sit netværk og skabe nye kontakter.

Vaner kan være svære at fralægge sig, især hvis det handler om den uundværlige smartphone. Jeg har selv haft et lille projekt i gang hen over sommeren. Det går ud på, at jeg skal lade min mobiltelefon blive hjemme, hvis jeg tager en tur til byen lørdag formiddag, og jeg kan røbe, at det faktisk går meget godt. Jeg har oplevet lidt af den følelse, som Lucy Kellaway beskriver – nemlig frihed.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 30. november 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.