Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Karriereplanlægning under parasollen

03. august 2016

KLUMME I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE: Det er en god idé at bruge sommerferien på at planlægge sin fremtidige karriere og hvilke efteruddannelsesaktiviteter, det vil være relevant at kaste sig over efter ferien

Som jeg tidligere har beskæftiget mig med på denne plads, er der en stigende tendens til, at ledere ind imellem løser arbejdsopgaver i sommerferien – men lige så interessant er det, at ferien faktisk også bruges på noget andet job- og karriererelateret: For mens man ligger på stranden, vandrer i bjergene eller hælder mælk på en portion nyplukkede, postkasserøde jordbær, kan man jo lige så godt tænke over, hvad der skal ske med karrieren efter sommerferien!

Ifølge en ny undersøgelse fra Lederne, foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.014 ledere, forventer næsten hver sjette leder, 15 procent, at bruge tid i sommerferien i år på at undersøge mulighederne for at skifte job efter ferien. Og blandt under ledere under 35 år er andelen helt oppe på 25 procent.

Tid til at tænke langsigtet over karrieren, er en udpræget mangelvare, når arbejdsdagen er fyldt med møder, indbakken er fyldt med ubesvarede mails og fritiden er fyldt med skole-hjem-samtaler, madpakker og græsslåning.

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Tilsvarende planlægger 13 procent af lederne ifølge samme undersøgelse at bruge tid i sommerferien på at undersøge, hvilke efteruddannelsesaktiviteter de gerne vil deltage i efter ferien. Også her er der en markant tendens til, at især ledere under 35 år gerne vil bruge ferieperioden til at surfe rundt på uddannelsessites eller kigge i efteruddannelseskataloger.

LÆS FRA SAMME UNDERSØGELSE: Unge ledere undersøger karriemuligheder i ferien


Jeg må sige, at tendensen glæder mig. Jeg har ofte talt med lederkolleger om, at de i en travl hverdag, hvor den ene dag tager den anden, har endog meget svært ved at finde tid til andet og mere end de specifikke arbejdsopgaver samt familielivet med alt, hvad det ofte indbefatter. Tid til at tænke langsigtet over karrieren eller til at undersøge, hvilke kompetencer det kunne være nyttigt at få pudset af eller tilføjet, er en udpræget mangelvare, når arbejdsdagen er fyldt med møder, indbakken er fyldt med ubesvarede mails og fritiden er fyldt med skole-hjem-samtaler, madpakker og græsslåning.

Derfor kan det være en rigtig god idé at bruge tid i sin ferie på at fordybe sig i både sine karrieremæssige overvejelser og uddannelsesbehov. Og så er der det store plus i sommerferieperioden, at ægtefælle, kæreste, gode venner og netværk typisk har ferie på samme tidspunkt og dermed tid og overskud til at agere sparringspartnere for den karrieregrublende leder.

Alene det at bruge lidt ferietid på at påbegynde processen – eller få sået et enkelt frø hos en person fra netværket – kan være en god begyndelse eller måske grundstenen til noget, som på et senere tidspunkt bærer karrieremæssig frugt.

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Dit netværk åbner døre 
Jeg kender mange eksempler på både ledere og medarbejdere, som har lagt glimrende karriereplaner for sig selv, mens de holdt sommerferie, og eksempelvis via netværk har fået åbnet nogle døre til muligheder i løbet af efteråret, som har forvandlet ønsker til virkelighed. Tilsvarende har jeg også gennem årene ofte lige efter sommerferien talt med ledere og medarbejdere, som har præsenteret mig for uddannelsesønsker og -tanker formuleret under ferien. God tid til fordybelse og grundig research er en god forudsætning for at finde ud af, hvilke kompetencer man mangler, men også, hvordan man rent praktisk kan få kombineret det travle arbejdsliv med tid til at komme på skolebænken. Og så handler ønsker til kompetenceudvikling jo også i høj grad om en mere langsigtet planlægning af, i hvilken retning man ønsker karrieren skal gå.

Det kan lyde meget seriøst og målrettet – og for nogen måske mere tidkrævende, end man nødvendigvis ønsker for en afslappende sommerferie. Men der er heldigvis ingen grund til at fortvivle, hvis ferien ikke munder ud i konkrete planer for jobskifte eller en detaljeret liste over kurser og uddannelser, man gerne vil i gang med. Alene det at bruge lidt ferietid på at påbegynde processen – eller få sået et enkelt frø hos en person fra netværket – kan være en god begyndelse eller måske grundstenen til noget, som på et senere tidspunkt bærer karrieremæssig frugt.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 3. august 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.

Outplacement