Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Kærlighed gør blind - også på jobbet

16. marts 2016

Klumme i Berlingske og på business.dk af direktør Vibeke Skytte:

Det ender som regel galt, når en leder glemmer den sunde fornuft og lader sig charmere af en medarbejder, der tildeles større ansvar, end medarbejderen reelt er klar til at få

En stormende forelskelse er ikke kun noget, der sker i privatlivet – det sker også på arbejdspladsen. Jeg tænker ikke her på to personer som falder for hinanden, og som vil tilbringe resten af deres dage sammen som par, men om forholdet mellem en leder og medarbejder, hvor lederen kaster sin uforbeholdne kærlighed på en medarbejder, som straks bliver hans eller hendes yndling, og hvor der skabes en ganske særlig arbejdsrelation imellem dem.

Men kærlighed gør blind, dømmekraften forsvinder fuldstændig og alle advarselslamper ignoreres. Ofte først, når det er for sent, har konstellationen skabt så mange komplikationer og frustrationer, at eneste mulighed reelt er en skilsmisse.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det sker rigtig tit, at vi lader os begejstre over en måske stærk eller charmerende personlighed, som vi– hvis vi virkelig lader vores sunde fornuft råde – godt véd ikke kan løfte opgaven eller ikke vil matche vores virksomhed. Men kærlighed gør blind, dømmekraften forsvinder fuldstændig og alle advarselslamper ignoreres. Ofte først, når det er for sent, har konstellationen skabt så mange komplikationer og frustrationer, at eneste mulighed reelt er en skilsmisse. 

LÆS OGSÅ: Arbejde for sig og privatliv for sig

Jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad man kalder dette særlige fænomen eller syndrom hos ledere. Klummeskribent på Financial Times Lucy Kellaway gav for et par måneder siden et godt bud i sin klumme, der gengives i Politiken. Hun kalder det ”chef-crush”. Det er, når en leder eller direktør falder for en person, mister sin dømmekraft fuldstændig, nægter at lytte til andre og er i færd med at forårsage en katastrofe.

Lucy Kellaway har igennem en årrække interesseret sig for fænomenet, og hun konkluderer, at det for det første har meget lidt at gøre med sex og alt at gøre med magt. For det andet opstår det lige så tilfældigt som ægte kærlighed. Nogle gange falder en ældre chef for en person, der minder om ham selv, men andre gange er den favoriserede helt anderledes. Nogle gange er darlingen utrolig dygtig, andre gange er chefens hjertenskær en belastning. Oftest er de en blanding af de to typer. Og i mange tilfælde er den udkårne selv skyld i chefens crush efter en god portion sleskeri. 

Chef-crush var lige præcis det, der skete for en af mine bekendte for et par år siden. Hun havde søgt en stilling uden ledelsesansvar, men allerede efter kort tids ansættelse blev hun forfremmet til leder. Undervejs i forløbet forsøgte hun at fortælle, at hun ikke var klar til at påtage sig lederrollen, men chefen holdt fast og fik hende overbevist om, at hun sagtens kunne løfte opgaven. Det var tydeligt for hende, at hun var hans ”opfindelse”, og derfor skulle ansættelsen være en succes, for at han ikke risikerede at tabe ansigt. Hun havde hans fulde opbakning og fik masser af ros. Samtidig trak hendes lederkollegaer sig mere og mere væk fra hende, for det var tydeligt for enhver, at hun var chefens yndling – ”chefens darling” måtte klare sig selv!

Blind kærlighed er uhensigtsmæssig og giver en masse samarbejdsproblemer for nu bare at nævne en enkelt ting

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Blind kærlighed er uhensigtsmæssig og giver en masse samarbejdsproblemer for nu bare at nævne en enkelt ting. Noget andet er, at det næsten altid ender med, at forholdet må bringes til ophør, eller medarbejderen flyttes til en anden afdeling, der så må prøve at få det bedste ud af samarbejdet. 

Min bekendte opsagde sin stilling, mens det stadig var muligt at komme ud af forholdet, og inden hendes relationer til lederkollegerne var fuldstændigt gået fløjten. Hun har senere nævnt, at det i en periode var herligt at leve med, at hun fik ekstra opmærksomhed, men på sigt var det en stor belastning. For konstant gik hun rundt og tænkte, hvornår det ville blive opdaget, at forholdet ikke byggede på kompetencer, men på en forblændet kærlighed og chefens dårlige dømmekraft.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 16. marts 2016, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.

Opdateret: 12.07.2017