Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Jobansøgere med flere job på hånden

25. april 2018

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: Mange virksomheder kan i disse år godt mærke i deres rekrutteringsproces, at der er rift om de gode ledere og medarbejdere.

Selv havde jeg for et par uger siden den oplevelse, at vi havde afsluttet en god rekrutteringsproces med hjælp fra en headhunter, hvor vi havde fundet en rigtig god kandidat til en ledig stilling. Kontrakten blev underskrevet, og vi var klar til at tage imod vores nye medarbejder. Imidlertid skete der det, at kandidaten havde fået tilbudt et andet job og valgte at springe fra vores aftale.

Jeg tror, at stadig flere job fremover vil blive besat via andre kanaler end lige præcis det klassiske stillingsopslag

Direktør hos Lederne, Vibeke Skytte

Jeg véd fra mit netværk, at vi ikke er den eneste virksomhed, som for tiden oplever dette. Således fortalte én fra netværket mig for nylig, at hun netop havde haft nogenlunde den samme oplevelse. Hun ventede på at få en kontrakt retur, og havde flere gange forgæves forsøgt at få fat i kandidaten, så hun kunne komme i gang med oprettelse i systemer osv. Efter en uge vendte kandidaten endelig tilbage, ikke med en underskrevet kontrakt, men med besked om, at han havde var blevet tilbudt en anden stilling, som han havde takket ja til – og beklagede selvfølgelig mange gange!

 

For mig at se har vi i øjeblikket et arbejdsmarked, hvor der er overordentlig mange attraktive jobs. Er man en dygtig leder eller medarbejder, er det ikke unormalt, at han eller hun ofte sidder med flere job på hånden og træffer så den endelige beslutning sent i processen. Det er glædeligt, at der er gang i beskæftigelsen og glædeligt for den enkelte, som har flere valgmuligheder. Men bagsiden af medaljen er mange spildte arbejdstimer for den rekrutterende virksomhed. Derudover er konsekvensen i mange tilfælde, at der ender med at gå flere måneder, før en ledig stilling er blevet besat.

 

LÆS OGSÅ: Fire ud af ti ledere er blevet headhuntet

 

Til de mest attraktive stillinger er det ikke usædvanligt, at der kommer flere hundrede ansøgninger, men alligevel sker det ofte, at virksomheder må hyre et rekrutteringsbureau til at finde egnede kandidater. Måske fordi der ikke altid er tilstrækkeligt mange kvalificerede ansøgere, og andre gange fordi virksomheder oplever, at de drukner i ansøgninger og derfor gerne vil have hjælp til udvælgelse af en håndfuld gode kandidater.

 

Mange ledere finder ikke deres job ved at læse stillingsannoncer, hvilket også fremgår af en ny undersøgelse fra Lederne. Har svarer 41 procent af de 3.390 ledere, der har deltaget i undersøgelsen, at de er blevet headhuntet. 27 procent oplyser, at det var virksomheden, der kontaktede dem, og 14 procent svarer, at de blev kontaktet af et rekrutteringsbureau.

 

For nogen tid siden talte jeg faktisk med en leder, som netop havde skiftet job, efter at hun var blevet kontaktet af en virksomhed. Egentlig var hun slet ikke jobsøgende, men en person fra hendes netværk havde bragt hendes navn på banen i forhold til pågældende virksomhed, og derefter var hun blevet kontaktet. Det viste sig at være et godt match og et attraktivt ansættelsesforhold, og derfor valgte hun at takke ja til stillingen, selv om hun egentlig ikke var på jagt efter nyt job og godt tilfreds med sit nuværende. Men, som hun sagde, måske var det tiden til at komme videre efter næsten fire år i samme stilling.

 

LÆS OGSÅ: Personlige kompetencer vejer tungest når ledere bliver ansat

 

Jeg tror, at stadig flere job fremover vil blive besat via andre kanaler end lige præcis det klassiske stillingsopslag, og det betyder også, at flere medarbejdere og ledere, som egentlig ikke ser sig selv som jobsøgende, alligevel vælger at skifte job, når eller hvis der kommer et godt tilbud. Det vil samtidig betyde – hvilket de fleste af os, der arbejder med HR, har vidst længe – at der bliver stor rift om de gode og veluddannede ledere og medarbejdere. Derfor skal vi som virksomheder hele tiden formå at være attraktive, for er vi ikke det, står en ny virksomhed klar til at rekruttere.

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 25. april 2018, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration