Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Jeg bliver stresset, hvis jeg skal være offline i ferien

28. juni 2017

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK.     

For et par dage siden var jeg til et netværksmøde, hvor der under frokosten livligt blev drøftet de kommende ferieplaner for sommerferien, og snakken kom i den forbindelse også ind på at være ”on- eller offline” i ferien. Der var delte meninger og argumenter både for og imod, men jeg vil alligevel vove at konkludere, at flertallet på et eller andet tidspunkt ville være tilgængelige for deres arbejdsplads, enten via mail, sms, sociale medier eller ved et hurtigt besøg på kontoret.

Dette falder faktisk helt i tråd med en ny undersøgelse fra Lederne, som viser, at halvdelen af de adspurgte ledere forventer at løse arbejdsopgaver i sommerferien. Blandt topledere er det fire ud af fem, som i større eller mindre grad arbejder ind imellem i ferien.  

PRESSEMEDDELELSE: Fire ud af fem topledere arbejder i sommerferien

Hvis nogen havde spurgt for mig for år tilbage, om jeg troede, at jeg ville løse arbejdsopgaver i sommerferien, ville jeg nok have svaret: ”i meget begrænset omfang”, men svaret ville også være givet ud fra, at det slet ikke var muligt at arbejde digitalt på samme måde, som det er i dag, hvor man kan løse arbejdsopgaver, hvad enten man er i Kina eller hjemme i hængekøjen på terrassen. Tilgængeligheden, lederrollen og måden at bruge de digitale medier og muligheder på har ændret sig. Faktum er, at vi stort set alle er på 24/7, og det er for de flestes vedkommende ikke noget problem – heller ikke, når der står ”ferie” i kalenderen. Og sådan vil det også være for mit vedkommende; nye tider og nye muligheder.  

Men der er alligevel et ord, som bliver ved med at dukke op, når jeg taler med ledere omkring arbejde i ferien, og det er stress. Ingen kan være uenige i, at ferie handler om at trække stikket ud og nyde livet uden for arbejdspladsen. Men jeg tror ikke, at dét at tjekke sin mail eller foretage et mobilopkald i en ferie er det, der giver stress. De fleste ledere er rigtig gode til at sætte grænser og dermed også finde en fornuftig balance, og det at være ”på” er en helt naturlig del af den livsstil, som rigtig mange ledere har.

Der kan stadig være vigtige beslutninger, der skal træffes i denne periode, og derfor giver det også mening for mange ledere at være lidt ”på” i ferien

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

I forhold til stress har jeg det lige præcis modsat. Jeg bliver stresset, hvis jeg skal være offline og ikke have kontakt til min arbejdsplads i længere tid. For mig giver det ro og mindre stress at holde mig opdateret og orienteret i min ferie, og jeg har det rigtig godt med, at jeg kan følge med på sidelinjen. Min erfaring er, at hvis man sørger for at afstemme forventninger med sine medarbejdere og lederkollegaer, kan det sagtens lade sig gøre at både holde ferie og samtidig være opdateret på de vigtigste arbejdsrelaterede opgaver.

En anden vigtig pointe i forhold til at holde sig opdateret er også, at selv om jeg og det meste af Danmark lige om lidt holder ferie, går verden ikke i stå. Der kan stadig være vigtige beslutninger, der skal træffes i denne periode, og derfor giver det også mening for mange ledere at være lidt ”på” i ferien. Og betyder det, at man er nødt til at kigge forbi kontoret, går det nok også.  

LÆS OGSÅ: Skab de bedste rammer for din ferie

Ja, jeg er altså én af dem, der ser det som en naturlig del af mit job at løse arbejdsopgaver, selv om der står ferie i min kalender, og for mig betyder det, at jeg vender tilbage på jobbet efter endt ferie med et rigtig godt overblik og masser af overskud til nye arbejdsopgaver.  

Men når det er sagt, vil jeg også lige slå fast, at jeg er meget bevidst om, hvordan jeg arbejder i min ferie, og for den sags skyld generelt uden for ”normal arbejdstid”. Jeg kunne for eksempel aldrig drømme om at sende mails eller arbejdsopgaver til medarbejdere, medmindre det er aftalt på forhånd, og det gør sig også gældende i weekender og om aftenen. Jeg er meget bevidst om, at jeg er rollemodel for mine medarbejdere, og den kultur vil jeg gerne være bannerfører for.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 28. juni 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for områderne Arbejdsmiljø og Uddannelse. Derudover har Vibeke Skytte ansvar for Ledernes Økonomifunktion, intern HR og Ejendom.