Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Jagten på den indre Hemingway

31. august 2016

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: I forhold til de store krav, der stilles til lederes skriftlige og mundlige formidlingsevner, er det overraskende, at halvdelen af lederne aldrig har været på kursus i personlig kommunikation

Der er næppe nogen, som vil beskylde mig for at overdrive, hvis jeg siger, at god, præcis kommunikation betyder mere og mere i lederjobbet. Ledere giver mundtlige beskeder og feedback, sparrer og udveksler erfaringer, skriver mails og rapporter, holder møder og taler, sælger og køber, ansætter og afskediger– og kvaliteten af alle disse ledergerninger afhænger til syvende og sidst af lederens kommunikative færdigheder. Udfordringen er bare den, at vi fra naturens side ikke alle er udstyret med en indre Barack Obama, når vi holder taler, og en indre Ernest Hemingway, når vi skriver.

Senere på efteråret offentliggør Lederne en ny undersøgelse, foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.845 ledere i både den offentlige og private sektor. Et par af undersøgelsens resultater er blevet offentliggjort, og et af dem handler om, i hvilken grad lederne i løbet af lederkarrieren har deltaget i kurser eller efteruddannelse med fokus på personlig kommunikation. Svaret er, at det har 54 procent, mens 46 procent af lederne endnu har det første kommunikationskursus til gode.

LÆS OGSÅ: Hver anden leder har været på skolebænken i kommunikation

Jeg finder det både overraskende og lidt bekymrende, at næsten halvdelen af lederne aldrig har været på kursus eller efteruddannelse for at dygtiggøre sig i personlig kommunikation

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Kigger man isoleret på svarene fra de kommunale ledere, er andelen, som har været af sted på kommunikationskursus eller efteruddannelse, noget højere, nemlig 72 procent. I den private sektor, derimod, er det kun knap halvdelen, 49 procent, af lederne, som har dygtiggjort sig i at kommunikere på et kursus eller en efteruddannelsesaktivitet.

Når jeg tænker på, hvor essentielt det er for ledere at kommunikere klart, og de stadig stigende krav, der stilles til ledernes kommunikative færdigheder både mundtligt og skriftligt, finder jeg det både overraskende og lidt bekymrende, at næsten halvdelen af lederne aldrig har været på kursus eller efteruddannelse for at dygtiggøre sig i personlig kommunikation. Der kan selvfølelig være mange gode forklaringer. Måske har Leder A prioriteret andre vigtige former for kompetenceudvikling. Også måske har Leder B slet ikke været på skolebænken, siden han eller hun tog lederkasketten på.

Men faktum er bare, at mange af de kommunikative udfordringer, som ledere kan opleve, når de for eksempel skal gennemføre den første afskedigelse af en medarbejder eller første gang skal stå på ølkassen og tale foran 200 medarbejdere, hvis øjne alle hviler på lederen, kan afhjælpes med nogle af de gode redskaber, der ryger i værktøjskassen på et målrettet efteruddannelseskursus i kommunikation eller ved at følge et kommunikationsfag på en anerkendt lederuddannelse.

LÆS OGSÅ: Husk loyalitet og tavshedspligt på sociale medier

Selvtillid er som udgangspunkt en fin egenskab, og jeg kender mange ledere, som kommunikativt fører sig (selv)sikkert frem og både er velskrivende og veltalende. Men jeg kender til gengæld heller ikke nogen, som nogensinde har været på skolebænken med kommunikation på ”skemaet”, der ikke er kommet hjem uden at være blevet endnu dygtigere, endnu mere tydelige eller endnu mere velformulerede.

Især, når det gælder håndtering af konflikter og vanskelige samtaler – for eksempel en afskedigelse eller en samtale om højt sygefravær – kan det være en god idé at arbejde med sin kommunikation som leder. Så min opfordring til alle de ledere, som endnu ikke har været på kursus eller efteruddannelse i personlig kommunikation, er forhåbentlig helt klar, utvetydig og knivskarpt formuleret: Se at komme af sted! Der er masser af gode kurser og uddannelser. Og både du, din arbejdsplads og dine medarbejdere vil få et stort udbytte af anstrengelserne!

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 31. august 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.