Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ingen undskyldning for at negligere stress

22. juni 2016

KLUMME AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: Selvom det kan være både vanskeligt og ressourcekrævende for ledere at håndtere medarbejderes stress, er der ingen undskyldning for ikke at gøre noget  

En af mine bekendte er desværre blevet ramt af stress. Jeg kender ham som en person med stort overskud og masser af energi, og derfor er det svært at være vidne til, at han lige pludselig står i en situation, hvor han hverken har overskud eller kapacitet til selv de mindste gøremål.

Det kan altid diskuteres, om de faktorer, der har været med til at bringe i en person i en stresset tilstand, er forhold, som er relateret til arbejdspladsen eller private forhold. Men faktum er, at der skal sættes ind for at bringe ham på ret kurs igen, og her har ikke mindst arbejdspladsen en vigtig rolle.

Det er ikke mit felt at vurdere, hvorvidt min bekendtes situation skyldes private eller arbejdsrelaterede forhold, men jeg tror umiddelbart, at hans tilstand formentlig kan henføres til hans arbejdssituation, hvor der igennem længere tid har været uklarheder omkring forestående organisationsændringer. Ledelsen har desværre været tavs i lang tid med det resultat at flere medarbejdere – deriblandt min bekendte – ikke har kunnet klare presset med at gå rundt i uvished om fremtiden.

Jeg har talt med ham et par gange om hans situation, og jeg kan derfor undre mig, når han fortæller, at hans leder har været ganske usynlig i forløbet, og at det eneste, han umiddelbart har hørt, er, at han bare skal give en melding om, hvornår han genoptager sit arbejde. Det er i min optik dårlig ledelse eller måske mere retteligt fravær af ledelse.

Som leder har man en pligt til at forholde sig til en syg medarbejder og forsøge at hjælpe vedkommende tilbage på jobbet

Direktør hos Lederne, Vibeke Skytte

Som leder har man en pligt til at forholde sig til en syg medarbejder og forsøge at hjælpe vedkommende tilbage på jobbet. Jeg er godt klar over, at det kan være en svær samtale, hvis en medarbejder er alvorligt ramt af stress, men det er en nødvendig samtale, som både kræver forberedelse og overvejelser, bl.a. fordi det kan være en ressourcekrævende opgave og ikke mindst en opgave, hvor man kan komme ganske tæt på personlige forhold. Men dét, at man som leder måske tvivler på, man har de fornødne ressourcer eller kompetencer til at håndtere situationen, betyder absolut ikke, at man blot kan vælge at droppe samtalerne og lade stå til. Der findes masser af gode råd, guides og muligheder for sparring til ledere om, hvordan de kan hjælpe stressramte medarbejdere. Der er derfor ingen undskyldning for ikke at gøre noget.

LÆS OGSÅ: Ledere skaber rammer for medarbejderes trivsel

I min bekendtes tilfælde kan jeg kun frygte, at han – når han mere eller mindre selv har fået pålagt ansvaret for sin tilbagevenden frem for at være i dialog med virksomheden og sin nærmeste leder – forbliver sygemeldt i længere tid, end det måske er nødvendigt og godt er. For fravær fra en arbejdsplads i længere tid betyder også, at man mister kontakten til sine kollegaer, og det sociale fællesskab risikerer at skrumpe til ingenting.

Er uheldet ude, at en medarbejder bliver ramt af stress, er det også en ledelsesopgave at tage fat

Direktør hos Lederne, Vibeke Skytte

Min bekendte er bare én ud de af 35.000 danskere, som hver dag er sygemeldt med stress. Vi har som ledere en vigtig rolle i forhold til at skabe god trivsel og forebygge stress på vores arbejdspladser, og er uheldet ude, at en medarbejder bliver ramt af stress, er det også en ledelsesopgave at tage fat.

Nogen kunne måske stille spørgsmålet, om det nu også er en ledelsesopgave at håndtere medarbejdernes stress, hvis årsagen til stresssygemeldingen er personlige forhold. Mit klare svar er ja! Jeg læste på et tidspunkt en artikel på Finans.dk, hvor viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen blev citeret for at sige, at ”arbejdet er ikke altid en del af problemet, men det er altid en del af løsningen”. Dét synspunkt er jeg fuldstændig enig i.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 22. juni 2016, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.