Ildsjæle kan gøre en forskel - til gavn for både flygtninge og virksomheder

23. august 2017

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: Der er altid noget, man er ekstra stolt af på sin arbejdsplads.

For mig er det blandt andet det, at vi i Lederne har valgt at sætte fokus på integration af flygtninge, både i forhold til at være en god rollemodel, hvad angår praktik og fastansættelser, men også fordi vi netop har sat en kampagne i gang, hvor vi opfordrer mange flere til at være med.

 

Sammen med seks kommuner i Region Syddanmark har vi etableret Ledernes Mentorkorps, hvor erfarne ledere, der er gået på pension eller efterløn, typisk efter en lang lederkarriere, nu har mulighed for at bidrage med deres viden og erfaring. Der er allerede omkring 40, der har meldt sig som mentorer. Tanken er, at lederne med deres viden om lokalområdets små og mellemstore virksomheder, og ikke mindst deres store netværk fra lederkarrieren, kan bidrage til at få flygtninge i virksomhedsforløb og på sigt forhåbentlig også i fast arbejde. Projektet er støttet af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det er således min klare overbevisning, at det er med til at styrke arbejdspladsen, når man ikke kun taler om mangfoldighed, men også helt konkret fører de gode intentioner ud i livet

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Lige inden sommerferien mødte jeg én af de ledere, som har meldt sig til projektet, og som er blevet uddannet til rollen som chefmentor. Dermed har han et særligt ansvar for at være bindeled mellem kommune og mentor. Han har arbejdet som frivillig i mange år, og at indgå i et projekt som dette betyder meget for ham. Som han sagde til mig: ”Jeg har masser at tid og overskud til at gå ind i projektet. Jeg har et stort netværk fra min karriere som leder, som uden tvivl kan være med til at åbne døren for en flygtning, og så vil jeg gerne være med til at tage ansvar”.

 

LÆS OGSÅ: Udenlandsk arbejdskraft skaber vækst i Danmark

 

Det er prisværdigt, at så mange vil være med til at gøre en forskel for et medmenneske – i dette tilfælde en flygtning – der så brændende ønsker sig at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, for jeg er fuldt ud klar over, hvad det kræver af den enkelte mentor. Tid er en væsentlig faktor, men det kræver også hårdt arbejde at få åbnet døren til virksomhederne. For selv om det måske lyder meget enkelt, at man tager en flygtning i praktik eller i fastansættelse, er det ikke ”bare lige”. Det kræver både ressourcer og vilje fra virksomhedens side, når der f.eks. skal samarbejdes med de forskellige instanser i kommunen, og dette skal mentorerne blandt andet også være med til at sætte fokus på.

 

I Lederne ansatte vi sidste år to praktikanter, som nu er blevet til fastansatte medarbejdere, og vi har senest ansat en IGU-elev. Den ene har en mentor, men for de to andres vedkommende er det for det meste nærmeste leder eller kollegaer, der fungerer som en slags mentor. Umiddelbart er der også mere i denne opgave, end man måske forventer, og det skal man som ledelse være indstillet på. Omvendt er det ikke uoverskueligt, og netop det budskab er også én af de opgaver, som de lokale mentorer i ovennævnte projekt skal være med til at formidle til virksomhederne. For det skulle gerne være sådan, at det bliver både et godt match og en succes for begge parter.

 

LÆS OGSÅ: Det bedste er når medarbejdere vil tage ansvar

 

Noget af det, som er et vigtigt punkt i projektet i forhold til de lokale mentorer, er at de bliver trænet forud for opgaven – også selv om de kommer med nok så meget viden og erfaring. I dette tilfælde får alle mentorer en to dages uddannelse, hvor de får rig mulighed for at dele deres viden og erfaring på området, og derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at disse 40 frivillige ildsjæle kan være med til at gøre en stor forskel i deres lokalområde.

 

Jeg er selv meget engageret i arbejdet med flygtninge i min virksomhed, og derfor véd jeg, at det kræver en ekstra indsats. Men jeg véd også, at indsatsen betaler sig på flere niveauer. Det er således min klare overbevisning, at det er med til at styrke arbejdspladsen, når man ikke kun taler om mangfoldighed, men også helt konkret fører de gode intentioner ud i livet.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 23. august 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for områderne Arbejdsmiljø og Uddannelse. Derudover har Vibeke Skytte ansvar for Ledernes Økonomifunktion, intern HR og Ejendom.