Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

I jobskiftets tegn

16. september 2015

60 procent af lederne i Danmark søger nyt job eller overvejer et jobskifte. Tallet må bekymre virksomhederne, som ikke alle er gode nok til at give lederne plads til at folde sig ud.

For nylig mødte jeg en af mine gode bekendte, som glædestrålende kunne overbringe mig nyheden om, at hun netop havde sat sin underskrift på en ny ansættelseskontrakt. Hendes øjne strålede, da hun fortalte om det ansvar, de udviklingsmuligheder i både ind- og udland samt de gode ansættelsesvilkår, som hun får på den nye arbejdsplads, og jeg ønskede hende selvfølgelig al mulig held og lykke med det nye spændende mellemlederjob.

Min bekendte er langt fra den eneste leder, som har gjort 2015 til et år i jobskiftets tegn. I sidste uge offentliggjorde Lederne en ny undersøgelse om lederes jobskifte, og den fortæller historien om et arbejdsmarked, hvor rigtig mange ledere er på vej videre i karrieren. Undersøgelsen, der er baseret på svar fra 3.783 ledere og foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov, viser, at 14 procent af lederne i øjeblikket er aktivt jobsøgende, mens 46 procent overvejer at skifte job. Med andre ord: Tilsammen 60 procent søger allerede aktivt eller overvejer nye græsgange, mens under halvdelen af de adspurgte ledere, 40 procent, ikke p.t. ønsker at skifte job.

En leder, der begrænses i sin udvikling, forvandles hurtigt til en leder på vej væk

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Sammenlignet med Ledernes tilsvarende undersøgelser fra de seneste tre år er der tale om en markant stigning i andelen af ledere med smag for nyt arbejde. I 2012 var kun 41 procent af lederne enten aktivt jobsøgende eller i gang med overvejelser om nyt job, og i 2013 faldt andelen til 37 procent.

Som udgangspunkt synes jeg, at det er en positiv udvikling. Når man kigger på den opadgående kurve over ledere, der er på vej videre i karrieren, understreger det nemlig blandt andet, at den finanskrise, som gennem flere år gjorde voldsomt ondt på mange virksomheder og privatpersoner, nu er lagt bag os. Mange virksomheder er i fin vækst, og det giver lederne blod på tanden i forhold til at komme videre i karrieren. Samtidig åbner væksten for nye jobmuligheder til både ledere og medarbejdere. Job, som i flere tilfælde ikke eksisterede for bare ét eller to år siden.

LÆS OGSÅ: Din chef skal ikke være din far eller mor

I undersøgelsen bliver lederne med jobskifteplaner også spurgt, hvilke motiver de har. Topscorer er ønsket om nye udfordringer, som tre ud af fire peger på som én af årsagerne til at ville skifte job. På de næste pladser følger manglende muligheder for avancement på den nuværende arbejdsplads, ønske om højere løn og større ansvar samt uoverensstemmelser med chef eller virksomhed.

Det overrasker mig ikke, at ønsket om nye udfordringer ligger øverst på listen. Måske især for ledere, der loyalt har afventet krisens afslutning, og som har siddet i samme stol i mange år, er det meget symptomatisk, hvis de nu er nået til et punkt, hvor de ikke føler sig udfordret tilstrækkeligt på den nuværende arbejdsplads og ønsker at komme videre til et nyt job.

Læs den nye jobskifteundersøgelse her

Bevidsthed om, hvornår det er rette tid at søge videre i karrieren, er en god personlig egenskab. Men jeg synes i samme moment, at motiv-listen må give panderynker i en række virksomheder. Når så mange ledere ikke bliver tilstrækkeligt udfordret, ikke føler, de har optimale avancementsmuligheder, samt savner ansvar og mere i løn viser det, at ikke alle virksomheder er gode nok til at udnytte ledernes kompetencer eller give plads til, at lederne folder deres visioner og evner ud.

Selvfølgelig kan der være grænser for, hvad man som virksomhed kan og vil tilbyde sine dygtige ledere af muligheder for at folde vingerne ud. Men samtidig skal man så bare gøre sig klart, at en leder, der begrænses i sin udvikling, ofte hurtigt forvandles til en leder på vej væk.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 16. september, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.