Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Hvis du vil have jobbet, skal du være ansvarlig og selvstændig

15. november 2017

KLUMME AF VIBEKE SKYTTE I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK: For år tilbage kunne et jobopslag blot være en mindre rubrikannonce i det lokale dagblad eller den gratisomdelte ugeavis. Men i takt med, at arbejdsmarkedet har ændret sig, har jobannoncerne også ændret karakter.

Når vi som virksomhed i dag skal forsøge at hyre de bedste medarbejdere, skal der mere til for at tiltrække kvalificerede ansøgere. Tiderne, hvor man som virksomhed blot behøvede at annoncere ”Arbejdskraft søges” i lokalavisen, og hvor interesserede kunne komme uanmeldt forbi og ansøge om jobbet, er passé. Der stilles helt andre krav, før der er tale om det rigtige match.

 

Men én ting er den måde, man gør opmærksom på, at der er en ledig stol og at den bliver besat af den helt rette – noget andet er med hvilke ord, vi som virksomhed forsøger at tiltrække den gode medarbejder. Det kræver en attraktiv jobannonce med det rigtige ordvalg. For nylig offentliggjorde Avisen.dk en analyse af ca. 13.500 jobannoncer, der var opslået på Jobindex.dk den 2. august, og analysen viste, at ordene ansvarlig og selvstændig optrådte over 4.000 gange i stillingsopslag, og ordet fleksibel lidt over 2.000 gange. Derudover var ordene dynamisk, solid, udadvendt og ambitiøs nævnt mellem 1.500 og 1.000 gange. Til gengæld er virksomhedens efterspørgsel efter empatiske og visionære medarbejdere ikke stor

Lederne ønsker netop at give medarbejderen spændende og udviklende arbejdsopgaver, og det kræver, at man som leder også giver et ansvar

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Undersøgelsen blev kommenteret af arbejdspsykolog og lektor på Aalborg Universitet Einar Baldursson, som kaldte det uhyggeligt, at vi har skabet et arbejdsmarked, hvor det handler om at optimere, eksekvere og være omstillingsparat i døgndrift. Og for ham var det især påfaldende, at ordet ansvarlig kommer ind som topscorer blandt de færdigheder, som arbejdsgiverne forlanger. Ifølge Einar Baldursson er det ledelsens opgave at tage ansvar, men efter hans opfattelse peger analysen på, at det har arbejdsgiverne i dag outsourcet til medarbejderne.

 

LÆS OGSÅ: Største udfordring ved lederjobbet er at motivere medarbejdere

 

Jeg er som sådan ikke uenig med Einar Baldursson i, at vi i dag har et arbejdsmarked, hvor der stilles store krav – og ofte endog meget store krav – til den enkelte medarbejder, nærmest krav om det perfekt menneske, som ingen af os i virkeligheden er. Men jeg er ikke enig i, at når en virksomhed f.eks. søger ansvarlige medarbejdere, at det er ensbetydende med, at lederne fralægger sig sit ansvar – tværtimod. Lederne ønsker netop at give medarbejderen spændende og udviklende arbejdsopgaver, og det kræver, at man som leder også giver et ansvar. Lederen véd godt, at ansvaret i sidste ende altid vil være hans ellers hendes.

 

Jeg kan sagtens genkende de førnævnte ”modeord” fra jobannoncerne, når jeg selv rekrutterer. Jeg vil også gerne have medarbejdere, der handler ansvarligt i forhold til kunder og samarbejdspartnere, og jeg forventer helt klart, at en medarbejder selvstændig kan løfte arbejdsopgaver. Og det er faktisk min oplevelse, at den nye generation, der allerede er og kommer på arbejdsmarkedet, efterspørger netop disse muligheder. De er dygtige og vil vise deres værd.

 

LÆS OGSÅ: Ansæt mig jeg udfører frivilligt arbejde i fritiden

 

En god jobannonce kræver en vægtning mellem arbejdsindhold, kompetencer og virksomhedens værdier, men en jobannonce blive også udarbejdet i forhold til det arbejdsmarked, vi har. Og lige nu er der rigtig mange dygtige medarbejdere, der motiveres af at få ansvar og indflydelse, og det er virksomheden nødt til at forholde sig til i jobannoncerne, for ellers kan vi ikke tiltrække de gode kandidater.

 

Tidens ”modeord” i jobannoncerne er efter min overbevisning altså ikke et forsøg på hverken at outsource ledelsens ansvar eller et signal om et ”hårdt” arbejdsmarked, men snarere ord, som dels beskriver et arbejdsmarked med mulighed for at få stor indflydelse på sit job og dels de helt berettigede forventninger, som jobansøgerne til fremtidens job kommer med.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 15. november 2017, hvor direktør hos Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen HR & Administration

Sidste uges klumme af Vibeke Skytte