Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Hjemmearbejde kan få kabalen til at gå op

30. december 2015

Topledere arbejder i gennemsnit over seks timer hjemmefra hver uge. Hjemmearbejde er som udgangspunkt en god idé, men skal doseres med måde.

Endnu et år er tæt på at være modent til at blive arkiveret. Når lederne fra de danske virksomheder kaster blikket tilbage på 2015 vil det for størstedelens vedkommende være på et år, hvor de endnu engang har tilbragt rigtig mange timer på arbejdspladsen. Lige før jul offentliggjorde vi i Lederne den årlige lønstatistik baseret på oplysninger fra knap 19.000 medlemmer, og ud over at kortlægge ledernes lønforhold giver statistikken et præcist billede af, hvor meget en leder anno 2015 arbejder.

Statistikken fra Lederne viser, at den gennemsnitlige arbejdstid for alle ledere i 2015 har været på 44,4 timer. Flere end hver femte, 22 procent, har en ugentlig arbejdstid på over 50 timer – og heraf er der en lille myreflittig gruppe på fire procent, som har en ugentlig arbejdstid på minimum 60 timer.

Jeg kender mange ledere, der netop på grund af muligheden for at arbejde hjemme oplever, at de kan få deres work-life-balance til at gå op i en højere enhed.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Jo højere ledelsesniveau, lederen befinder sig på, desto længere er arbejdstiden. Topledere arbejder i gennemsnit 50 timer om ugen og altså næsten seks timer mere hver uge end gennemsnittet af alle ledere.

Hvad der er mindst lige så interessant er, hvor mange af de ugentlige arbejdstimer der udmøntes hjemmefra. Muligheden for at arbejde hjemme kan være særdeles vigtig for, at den logistiske kabale går op for ledere og andre travle mennesker, som ofte ved siden af jobbet har en familie og børn, der skal hentes og bringes fra skole eller fritidsaktiviteter.

LÆS OGSÅ: Nye øjne på medarbejderundersøgelser

De nøgne tal viser, at især toplederne faktisk i stor stil er glade for hjemmearbejde. Som nævnt arbejder de i snit 50 timer om ugen – men heraf er 6,4 timer henlagt til privaten. Kigger man på mellemlederne er det, måske lidt overraskende, kun 4,5 af ugens arbejdstimer, der foregår fra hjemmekontoret eller sofaen.

Grundlæggende finder jeg det rigtig positivt, at hjemmearbejde er blevet så forholdsvis udbredt for lederne, som ovenstående tal understreger. Jeg kender mange ledere, der netop på grund af muligheden for at arbejde hjemme oplever, at de kan få deres work-life-balance til at gå op i en højere enhed – uden at de på den ene side behøver have konstant dårlig samvittighed over for familien og uden på den anden side at skulle sige nej til spændende arbejdsopgaver og karrieremuligheder på jobbet.

Det kan så konkret for eksempel betyde, at man går hjem fra arbejde klokken 16 – og når klokken er 21 og børnene er faldet i søvn, venter der nogle arbejdsrelaterede mails og nogle dokumenter, der skal læses som forberedelse til næste arbejdsdag.

Den fysiske tilstedeværelse og de kollegiale dynamik i kantinen, ved kaffemaskinen og hen over skrivebordene må ikke undervurderes.

Vibeke Skytte, direktør hos Lederne

Men ligesom med så meget andet bør hjemmearbejdet ikke tage overhånd. I en artikel i det elektroniske tidsskrift Ledelse i Dag i sommer påpegede lektor Peter Holdt Christensen fra Copenhagen Business School, at overdreven brug af hjemmearbejde ligefrem kan skade fællesskabet på arbejdspladsen.

”Muligheden for i perioder at arbejde hjemmefra er motiverende, men kan være problematisk. (…) Arbejdet på afstand af kolleger kan skade det sociale fællesskab, som er afgørende for blandt andet motivationen, og hvor godt kolleger arbejder sammen,” skrev Peter Holdt Christensen i artiklen.

LÆS OGSÅ: Lederen sidder i møde igen

Han nævnte som eksempel betydningen af at løbe ind i en kollega, der viser sig at kunne hjælpe med en arbejdsopgave. Sandsynligheden for at møde en hjælpsom kollega, når man arbejder hjemme fra sofaen, er selvsagt ikke så stor.

Jeg er helt enig med lektoren i hans pointer. Netop derfor er det også vigtigt at understrege, at hjemmearbejde er et godt supplement til arbejdstiden på jobbet. Men den fysiske tilstedeværelse og de kollegiale dynamik i kantinen, ved kaffemaskinen og hen over skrivebordene må ikke undervurderes.

Godt nytår – både derhjemme og på arbejde!

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 30. december 2015, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.