Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Giv Skats ledere plads til at gøre en forskel

24. september 2017

KLUMME AF BODIL NORDESTGAARD ISMIRIS PÅ FINANS.DK: "Klokkeklar" ledelse i det nye Skat forudsætter ikke alene en klar ansvarsfordeling, men også en plan for, hvordan man skaber et ledelsesrum, der baner vej for handlekraftige ledere. 

Syv nye styrelser skal oprettes, hvoraf fem skal placeres uden for København. 1.500 arbejdspladser skal udflyttes, og frem mod 2021 skal der findes 3.300 nye medarbejdere til Skat. Det var beskeden fra regeringen på et pressemøde tilbage i juni.

Hver styrelse får ansvaret for hver sin kerneopgave, som ledere og medarbejdere kan koncentrere sig om, og ifølge skatteminister Karsten Lauritzen bliver det ”klokkeklart”, hvem der har ansvaret for hvad på ledelsesplan. Jeg vil medgive, at første skridt på vejen må være en klar ansvarsfordeling i Skat. Men hvad med ledelsesrummet? Hvad nytter en klar ansvarsfordeling, hvis rummet, hvor lederen skal gøre en forskel, er for snævert og utilstrækkeligt?

Ledelseslaget i Skat skal være yderst optaget af, hvordan man undgår siloer og sikrer videndeling og læring gennem andres gode eksempler

Viceadministrerende direktør hos Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris

Der hersker ingen tvivl om, at der skal ryddes op i Skat oven på de seneste års skandalesager. Der er brug for at genskabe den ødelagte tillid til institutionen, som er en vigtig søjle i vores velfærdssamfund.

I 2021 vil skatteforvaltningen være repræsenteret i 26 byer fordelt over hele landet. På den måde får man koblet behovet for Skats omstrukturering sammen med ambitionen om at sikre sammenhængskraft på tværs af Danmark. Og det er der meget fornuft i. Det er med til at sikre, at hele Danmark bliver attraktivt for højtuddannede, og at vi får en bred socialøkonomisk sammensætning i alle vores regioner.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at turde ansætte medarbejdere der er dygtigere end lederen

Politiske set er sagen altså enkelt. Men som det er med så meget andet, er det, når planen skal føres ud i livet, at det bliver svært. Derfor er det vigtigt, at man politisk set har forståelse for, at ”klokkeklar” ledelse ikke bare forudsætter en klar ansvarsfordeling, men også en handlekraftig ledelse, der reelt har et ledelsesrum, hvor de kan gøre en forskel.

For der bliver brug for et ledelsesrum. Ledelseslaget i Skat skal være yderst optaget af, hvordan man undgår siloer og sikrer videndeling og læring gennem andres gode eksempler, så det bliver de mest effektive metoder og processer, der vinder indpas i de enkelte styrelser. Og så skal ledelsen have et stærkt fokus på at minimere tabet af ”knowhow”. Som tidligere udflytninger af offentlige arbejdspladser har vist, er det langt fra alle medarbejdere, der rykker med. Det vil kræve en attraktiv fastholdelsesstrategi og en innovativ plan for, hvordan man vil tiltrække kvalificerede talenter i et noget sværere arbejdsmarked i provinsen.

LÆS OGSÅ: Brug for ny viden om offentlige lederes udfordringer

Derudover vil jeg ikke undlade at henlede opmærksomheden på to af Ledelseskommissionens i alt 13 teser om god offentlig ledelse. Her kan man læse, at ”ledere skal turde løbe risici for at skabe fornyelse og innovation”. Og så slås det fast, at ”forudsætningen for at indfri politiske målsætninger er en klar dialog, feedback i styringskæden og gensidig respekt for arbejdsdelingen mellem politiske opdragsgivere og udførende led”.

Det interessante spørgsmål i denne forbindelse er, om man fra politisk side også har en ”klokkeklar” plan for, hvordan man skaber et reelt ledelsesrum, der kan bane vejen for handlekraftige ledere i Skat? En plan, der adresserer, hvordan man vil understøtte med klar feedback og skabe et incitament til, at lederne tør tænke nyt og innovativt. En sådan plan må være vejen frem, hvis vi skal udvikle driftseffektiv offentlig ledelse, så Skat forbedres og tilliden genskabes.

Om Bodil Nordestgaard Ismiris

Bodil Ismiris, direktør hos LederneKlummen er bragt på Finans.dk den 24. september 2017. Bodil Nordestgaard Ismiris er viceadministrerende direktør hos Lederne. 

Hun skriver mest om arbejdsmarkedsforhold og ledelse.