Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Giv samarbejdet en chance

13. april 2016

KLUMME I BERLINGSKE OG PÅ BUSINESS.DK AF DIREKTØR VIBEKE SKYTTE:  Forskellighed er en styrke, og derfor skal man passe på med pr. automatik at blive irriteret, hvis en ny chef ønsker at gøre tingene anderledes end forgængeren

En af mine bekendte har fået ny chef, og han er mildt sagt ikke særlig begejstret. Hvor han tidligere har haft et stort råderum og beføjelser til at handle selvstændigt, er det nu blevet indskrænket til kæft, trit og retning – i øvrigt ikke kun til stor irritation for ham, men også for flere af hans kollegaer. Hvor der tidligere var stor enighed om, hvordan arbejdsopgaver skulle udføres, har chefen sat spørgsmålstegn ved de eksisterende procedurer, og nye måder at gøre tingene på er i gang med at blive implementeret.

Mange glemmer bare det faktum, at chefen har ledelsesretten!

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

Kritikken blev luftet i et større selskab, og der blev livligt debatteret både for og imod ændringen. Det gik op for mig, hvor let det er at lade sig gribe af en stemning og give utilfredse medarbejdere ret ud fra devisen, at ”det er for galt”, hvis en ny chef begynder at ændre på arbejdsopgaver og procedurer. Mange glemmer bare det faktum, at chefen har ledelsesretten! Men når det er sagt, så vil det mest optimale altid være, hvis ændringer kan ske i ro og fordragelighed.

LÆS OGSÅ: Ledere skaber rammer for medarbejderes trivsel

Hvad angår min bekendte, er det min opfattelse, at han mere går efter manden end bolden. Nok er han irriteret over ændringerne, men inderst inde tror jeg, han er klar over, at der på et tidspunkt skulle ske forandringer. Men i stedet bliver det historien om ”den uduelige chef”, hvilket måske ikke er helt rimeligt.

Episoden fik mig til at tænke på et indlæg på Finans.dk for et par måneder siden skrevet af Thomas Honoré, koncernchef i Columbus. Han fik på et tidspunkt ny chef, og hans umiddelbare tanke var, at det nok skulle gå, men det gik ikke godt. Chefen var af en helt anden støbning, og hvor han var enig med sin tidligere chef i betragtninger, analyser og råd, var han nu totalt uenig med sin nye overordnede.

Han overvejede at opsige sin stilling, men da han var godt tilfreds med jobbet og virksomheden, bestemte han sig for at kæmpe videre. Situationen holdt dog ikke, og chefen tog initiativ til et møde. Til trods for, at begge parter inden mødet havde en fornemmelse af, at samarbejdet ville slutte her, skete det ikke. I stedet blev mødet starten på et positivt og udviklende samarbejde i de efterfølgende år, og deres forskellige bagager blev en styrke for virksomheden.

Thomas Honoré skrev, at baggrunden for det nyetablerede, gode samarbejde var, at de fik ”blæst ud”, vendt situationen og kom til bunds i årsagen til uoverensstemmelser. Men det vigtigste var, at de fik lært hinanden bedre at kende, forstå hinandens grænser og hvilke ting, der var vigtige for dem som individer. Chefen endte med at blive den, som Thomas Honoré har haft længst og én af de chefer, han har lært mest af.

Måske bliver den nye chef fremstillet som ”uduelig”, fordi vi ikke kender ham, og fordi vi er alt for forudindtagne. Vi kender ikke hinandens styrker og svagheder, og vi antager og tror, men kender ikke fakta. Det er formentlig også årsagen til at, at min bekendte kommer med kritikken af sin nye chef og ser situationen som enormt irriterende – han kender slet ikke sin chef, og han har heller ikke gjort et forsøg på at komme til det.

Vi behøver ikke at elske hinanden for at have et godt forhold som leder/medarbejder, men det er vigtig, at vi forstår og kender hinanden.

Direktør hos Lederne Vibeke Skytte

 Ifølge Thomas Honoré er forskellighed en styrke for virksomheden, og det er i den kontekst, jeg tror, min bekendte skal tage fat på sin utilfredshed. Ledere og medarbejdere skal tale sammen for at kunne forstå hinanden og mere end det: De skal sætte fokus på styrkerne for derigennem at skabe mening, motivation og ikke mindst de gode resultater. Vi behøver ikke at elske hinanden for at have et godt forhold som leder/medarbejder, men det er vigtig, at vi forstår og kender hinanden.

Om Vibeke Skytte

Vibeke Skytte

Klummen er bragt i Berlingske den 13. april 2016, hvor direktør i Lederne Vibeke Skytte er fast klummeskribent. Hver onsdag skriver hun om et nyt perspektiv på ledelse enten gennem personlige erfaringer eller med udgangspunkt i Ledernes nye undersøgelser. Klummerne bringes både i den trykte avis og på Business.dk.

Vibeke Skytte er direktør for afdelingen Job og Ledelse og har det overordnede ansvar for Team Ledelse, Arbejdsmiljø og Uddannelse.